Ren legestue da Aalborg bankede Mors-Thy i ren nordjysk semifinale
Aalborg Håndbold spillede sig lørdag eftermiddag i Santander Cup-finalen med en sikker sejr over Mors-Thy Håndbold
Opdateret kl. 16:07
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold var med længder det bedste hold, da de lørdag eftermiddag besejrede Mors-Thy Håndbold med 34-25 i den rent nordjyske Final4-semifinale i Jyske Bank Boxen.
De højlydte fans fra Bette Balkan havde taget turen fra Nordvestjylland til Herning lørdag eftermiddag, og det kunne fra starten høres i Jyske Bank Boxen, hvor Aalborg Håndbolds medbragte fans lod lidt tilbage at ønske.
Aalborg Håndbolds fans havde dog det meste at glæde sig over fra begyndelsen af semifinalen, da Simon Gade med et par redninger i målet sørgede for, at holdet kom foran med et par mål nærmest fra start.
Der var højt tempo i starten, som bekommer Aalborg-holdet bedre end Mors-Thy, men de blåbusede holdt sig inde i opgøret langt hen i første halvleg, og det skyldes også en Rasmus Henriksen i målet, der stille og roligt spillede sig op.
Samtidig var de to backs Mads Hoxer og Erik Toft fint skydende, og de gik begge fra første halvleg med fire mål hver, men det var ikke nok til at holde trit med aalborgenserne.
Aalborg trak fra mod slutningen af første halvleg, og lige pludselig var de foran med seks mål, der dog blev reduceret til en femmålsføring efter de første 30 minutter. Der skulle noget specielt til, hvis Mors-Thy skulle true Aalborg i anden halvleg.
Håndbold, Final4 semifinale
Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold 25-34 (12-17)
Stillinger undervejs: 2-4, 4-6, 6-9, 8-11, 10-13, 10-16, (12-17). 13-20, 16-23, 19-26, 22-30, 25-32
Mål, Mors-Thy: Mads Hoxer 5, Sander Øverjordet 4, Erik Toft 4, Lasse Pedersen 3, Tim Sørensen 3, Andreas Nielsen 2, Axel Franzén 2, Bjarke Christensen 1
Mål, Aalborg Håndbold: Sebastian Barthold 9, Nikolaj Læsø 6, Lukas Sandell 5, Aron Palmarsson 3, Benjamin Jakobsen 3, Victor Kløve 2, Felix Claar 2, Kristian Bjørnsen 2, Jesper Nielsen 1, Rene Antonsen 1
Udvisninger: Mors-Thy 5x2 minutter. Aalborg 5x2 minutter
I anden halvleg havde Mors-Thy Bette Balkan i ryggen, og måske kunne det give holdet de sidste procenter, men sådan så det ikke ud fra anden halvlegs start, hvor Aalborg lignede et hold, der stadig havde styr på slagets gang.
Da Mors-Thy-træner Niels Agesen tager sin første timeout i anden halvleg, er der spillet knap otte minutter, og Aalborg Håndbold har udbygget føringen til otte mål.
Midtvejs i anden halvleg havde Mors-Thy ikke ædt sig ind på Aalborg, hvor kampen mere var præget af, at de to hold skiftedes til at sætte bolden i netmaskerne, hvilket var til aalborgensernes store fordel.
Som tiden lakkede mod enden var det også tydeligt at se, at selvtilliden hos Aalborg Håndbold-spillerne voksede, og især Sebastian Barthold bidrog med lækre scoringer med flotte frispilninger fra holdkammeraterne.
Mors-Thy Håndbold kunne ikke true Aalborg Håndbold denne lørdag eftermiddag, og dermed spillede var Aalborg klar til finalen søndag mod vinderen af BSH og GOG, imens Mors-Thy skulle op imod taberen i kampen om tredjepladsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.