Reus slipper med skrækken: Ankelskade truer ikke VM

Marco Reus blev lørdag skadet i anklen, men han kan være tilbage om tre-fire uger, beretter Dortmund-chef.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Borussia Dortmund-stjernen Marco Reus blev lørdag båret fra banen med det, der lignede en alvorlig ankelskade, men søndag er der godt nyt for den tyske landsholdsprofil, der igennem karrieren har været uheldig med grimme skader.

Reus' VM kommer ikke i fare på grund af lørdagens skade, beretter Dortmunds sportsdirektør, Sebastian Kehl, til Sport1 ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Undersøgelserne viser ikke noget brud. Han har en skade i det ydre ledbånd i anklen, men det er ikke så alvorligt, at hans VM er truet, siger Sebastian Kehl.

Han forventer, at Reus kan være tilbage for Dortmund om tre-fire uger.

Reus misser dog Tysklands forestående kampe i Nations League mod Ungarn og England sidst på måneden.

Dortmund vandt lørdagens kamp over Schalke 04 med 1-0 og fører Bundesligaen inden søndagens kampe, hvor Union Berlin og Freiburg er i spil til at overtage førstepladsen.

Reus blev skiftet ud efter en halv time med store smerter.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.