Sport

Riemers teenagetalenter har internationalt snit

Lucas Høgsberg og Victor Froholdt passer begge perfekt ind i den spillestil, Brian Riemer vil indføre.

Brian Riemer har holdt øje med i nærheden af 50 spillere i løbet af vinteren. Tirsdag udtog han årets første landsholdstrup.
Brian Riemer har holdt øje med i nærheden af 50 spillere i løbet af vinteren. Tirsdag udtog han årets første landsholdstrup. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Superligakometerne Lucas Høgsberg og Victor Froholdt har allerede nu niveauet til at indgå i en ligeværdig konkurrence om spilletid på fodboldlandsholdet.

De besidder begge de kompetencer, der flugter med Brian Riemers ambition om at indføre en dynamisk, aggressiv og offensiv spillestil på landsholdet.

Det siger landstræneren, efter at han tirsdag udtog den 18-årige FC Nordsjælland-stopper og den 19-årige FCK-dynamo til Nations League-kvartfinalerne mod Portugal.

- For Høgsberg og Froholdt har vi på to forskellige plan set interessante præstationer over længere tid. Jeg har udtaget et hold for fremtiden, men som også kan løse den næste opgave.

- Jeg er ikke i tvivl om, at de to har kvaliteterne og niveauet til at være med. Jeg kan ikke argumentere for, at Superligaen er lige så god som Premier League, for det er den ikke. Og deres modstandere i Superligaen er ikke lige så gode som at møde Portugal.

- Men spillernes individuelle kvaliteter er gode nok. Når man møder bedre hold, løfter man også sig selv. Det viste Froholdt eksempelvis mod Chelsea i sidste uge, hvor han løftede niveauet og agerede i et højt tempo, siger landstræneren.

Lynhurtige Høgsberg er efter blot 18 superligakampe udtaget som tredjevalget i landsholdets centerforsvar, hvor der eksempelvis ikke er blevet plads til Romas Victor Nelsson.

- Høgsbergs stil passer ind i det, vi gerne vil på både den korte og lange bane. Han har fart og stor aggressivitet, og det ligger til hans natur at spille med en høj bagkæde.

- Han er god på bolden og kan bruge både højre og venstre fod, og det gør han med stor kvalitet. Han er ung, og vi skal ikke lægge for meget på hans skuldre, siger Brian Riemer.

På midtbanen har Victor Froholdt i den seneste måned været en utrættelig løbemaskine på FCK's hold i både Superligaen og Conference League.

- Han har overbevist mig om, at han har niveauet til at spille med på den internationale scene. Det gør han i kraft af sin fysiske pakke. Han er i stand til at erobre mange bolde.

- Derudover spiller han med et stort overskud på bolden, og han kan drive den centralt. Han kan skabe ubalance, når han tager raids, siger Brian Riemer.

I front fandt landstræneren også plads til to potentielle debutanter i form af Monaco-kometen Mika Biereth og Sporting-angriberen Conrad Harder.

Sidstnævnte er også bare 19 år og passer ligeledes til Riemers taktiske tilgang.

- Conrad Harder har taget eksplosive skridt på kort tid. Med en skade i Sportings angreb fik han chancen, og den har han grebet. Det har været spændende at følge hans udvikling og hans måde at gribe tingene an på - også i Champions League, hvor han har præsteret godt.

- Han passer rigtig godt ind i det, vi gerne vil med action, dynamik og fart - det kommer han med rigtig meget af. Det har været godt at se ham få spilletid og komme fremad, siger Brian Riemer.

Han har også fundet plads til Jesper Lindstrøm, der i 2024 var ude i landsholdskulden efter et par år inde i varmen. Riemer roser Lindstrøm for et klogt klubskifte til Everton i sommer.

Til gengæld har landstræneren af forskellige årsager fravalgt Victor Kristiansen, Victor Nelsson, Mathias Jensen, Mads Bidstrup, Morten Frendrup og Yussuf Poulsen, selv om de er kampklare.

Direkte adspurgt til Victor Kristiansen og Morten Frendrup påpeger Riemer, at de er fravalgt af taktiske årsager, men at begge har lange landsholdskarrierer foran sig.

Andreas Christensen, Kasper Dolberg, Matthew O'Riley og Alexander Bah er fravalgt på grund af skader.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden