Rødt kort blev dyrt for AaB

Det blev en blandet dag for AaB' to yngste ligahold, da man mødte AC Horsens i næstsidste spillerunde 

Oscar Meedom var med for AaB's U17-hold, men han kunne ikke ændre på, at AC Horsens vandt over nordjyderne.
Oscar Meedom var med for AaB's U17-hold, men han kunne ikke ændre på, at AC Horsens vandt over nordjyderne. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 17:24

AALBORG: Der var tale om to bundopgør, da AC Horsens' U15 og U17-hold var en tur på besøg i Aalborg for at møde AaB's jævnaldrende talenthold. 

Fælles for begge klubber er, at det har været en sæson, der har budt på flere nederlag end sejre. Særligt AC Horsens' U15-hold har været sløjt kørende. Derfor var AaB trods en placering som tredjesidst i ligaen ret klar favorit. 

Den favoritværdighed levede bolsjedrengene i den grad op til. Ved pausen var AaB foran med 2-0 på mål af Emil Borup og Marcus Sørensen. Sidstnævnte var ikke færdig med at score mål. Han gjorde det også til 3-0, inden Felix Skovholm lukkede og slukkede til 4-0. 

Der skal ikke tages noget fra AaB's sejr, men AC Horsens' niveau i lørdagens kamp var ikke en ligakamp værdig. 

- Vi løste vores del af opgaven flot, og det var skønt at se, at flere spillere nu virker til at være klar til at skulle op i U17-truppen, siger AaB's U15-træner Dennis Deleuran. 

- Vi havde flere gode sekvenser på bolden, og det er noget af det, vi har arbejdet med i de seneste uger. Vi vil gerne skabe mere tempo i vores boldomgang, og det lykkedes meget godt mod AC Horsens, siger Dennis Deleuran, der har to spillere med til DBU's sommersamling, der finder sted i den kommende uge. Det er angriberen Marcus Sørensen og målmandstalentet Bertil Grønkjær. 

Nedtur for U17

Mens U15-holdet fik den ventede sejr, så gik det ikke helt så godt for AaB's U17-hold. Der var ellers tale om et stærkt U17-hold, der blandt andet havde fået Oscar Meedom med, der allerede har fået debut for AaB's superligahold. Han kunne dog hverken gøre fra eller til, da Nikolaj Larsen ragede et dumt rødt kort til sig kort før pausen efter sin anden advarsel.

Det efterlod AaB med svære arbejdsbetingelser, men alligevel var der rigeligt med chancer til Theis Larsens mandskab i anden halvleg. De fleste blev dog brændt, og så slog Horsens i stedet til. Faktisk gjorde østjyderne det til både 1-0 og 2-0.

Mads Mochau fik reduceret kort før tid, men den mulige slutspurt blev hurtigt skudt ned. AC Horsens fik nemlig gjort det til 3-1 umiddelbart efter. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden