Sport

Ronaldo får landsmand som cheftræner i Al-Nassr

Jorge Jesus er ny cheftræner for Al-Nassr og Cristiano Ronaldo efter farvel til Stefano Pioli.

Tidligere Al-Hilal-træner Jorge Jesus skal nu stå i spidsen for Al-Nassr og Cristiano Ronaldo i Saudi-Arabien.
Tidligere Al-Hilal-træner Jorge Jesus skal nu stå i spidsen for Al-Nassr og Cristiano Ronaldo i Saudi-Arabien. Stringer/Reuters

Cristiano Ronaldo får landsmanden Jorge Jesus som ny cheftræner i saudiarabiske Al-Nassr.

Det oplyser klubben i et opslag på X.

Jorge Jesus erstatter Stefano Pioli, der sagde farvel i juni efter mindre end et år i klubben.

Portugisiske Jesus var senest træner for en anden klub i Saudi-Arabien i Al-Hilal. Her blev den 70-årige træner fyret i maj.

Nu har han så fået en toårig kontrakt med Al-Nassr, der i slutningen af juni forlængede kontrakten med 40-årige Cristiano Ronaldo, så den nu løber frem til 2027.

Den femdobbelte Ballon d'Or-vinder skiftede til Al-Nassr på en fri transfer i slutningen af 2022, efter at han forlod den britiske storklub Manchester United.

Siden er det blevet til 93 mål i 105 kampe på tværs af alle turneringer for Al-Nassr.

Ronaldo har dog stadig til gode at vinde et mesterskab med klubben. I den forgangne sæson blev det til en tredjeplads i Saudi-Arabiens bedste fodboldrække.

Det skal Jorge Jesus forsøge at lave om på, og han har tidligere haft succes i Saudi-Arabien, da han i 2024 vandt mesterskabet med Al-Hilal.

Jorge Jesus har tidligere været træner for blandt andet Benfica, Sporting CP, Flamengo og Fenerbahce.

Ud over Cristiano Ronaldo råder Al-Nassr også over spiller som Aymeric Laporte, Marcelo Brozovic og Sadio Mané.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden