Sport

Ronaldo slipper for VM-karantæne efter rødt kort

To karantænedage er blevet gjort betingede for Cristiano Ronaldo, der dermed ikke misser starten på VM.

Cristiano Ronaldos albue i siden på en irsk modstander koster kun en enkelt spilledags karantæne, har Fifa vurderet. (Arkivfoto).
Cristiano Ronaldos albue i siden på en irsk modstander koster kun en enkelt spilledags karantæne, har Fifa vurderet. (Arkivfoto). Peter Morrison/Ritzau Scanpix

Cristiano Ronaldo kommer ikke til at gå glip af nogen kampe ved næste sommers VM i fodbold, efter at han slyngede en albue i siden på en modstander og fik direkte rødt kort mod Irland 13. november i et kvalifikationsopgør.

Den portugisiske angribers anden og tredje karantænedag efter udvisningen er nemlig gjort betingede i et år, oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) ifølge BBC og Sky Sports.

Og da han afsonede den første karantænedag mod Armenien tre dage efter udvisningen, vil han ikke have karantæne, når Portugal tager hul på slutrunden til næste sommer.

En time inde i Portugals opgør mod Irland fik 40-årige Ronaldo direkte rødt kort for at hamre en albue i siden på Dara O'Shea.

BBC skriver, at et rødt kort af den karakter normalt giver tre kampes karantæne, men i Ronaldos sag er det taget med i vurderingen, at det var hans første udvisning i 226 landskampe.

Den aldrende angriber skal dog ikke træde ved siden af i de næste kampe.

- Hvis Cristiano Ronaldo begår endnu en overtrædelse af lignende karakter og alvor i det kommende år, vil de to sidste kampes karantæne øjeblikkeligt skulle afsones, lyder det fra Fifa.

Ronaldo scorede fem mål i syv kampe for Portugal i den netop overståede VM-kvalifikation. Portugiserne sikrede VM-billetten ved at vinde kvalifikationsgruppen foran Irland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden