Rooneys hustru vinder sag om Rebekah Vardys læk til pressen

En retssag mellem Wayne Rooneys og Jamie Vardys hustruer har længe trukket overskrifter i den britiske presse.

Jamie Vardys hustru, Rebekah Vardy (på billedet), tabte fredag en retssag mod hustruen til Wayne Rooney. <i>Alastair Grant/Ritzau Scanpix</i>

Jamie Vardys hustru, Rebekah Vardy (på billedet), tabte fredag en retssag mod hustruen til Wayne Rooney. Alastair Grant/Ritzau Scanpix

Det var Leicester-spiller Jamie Vardys hustru, der lækkede personlige oplysninger om Wayne Rooneys hustru til det tabloide medie The Sun.

Det har en dommer i Storbritannien afgjort fredag eftermiddag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Retssagen har været forsidestof i en længere årrække i de britiske medier, der sultent har fulgt med i udviklingen.

Sagen stammer tilbage fra 2019, hvor Coleen Rooney begyndte at blive mistænksom på grund af historier, der pludselig fandt vej til The Sun.

Hun fik hurtigt en mistanke om, at det kunne være Rebekah Vardy, som stod bag lækket. Derfor satte hun en fælde op.

Rooney ændrede sine indstillinger på sin Instagram-konto, så det kun var Vardy, som kunne få adgang til hendes opslag.

Herefter begyndte hun at publicere falske historier om hende selv via kontoen, som sidenhen igen fandt vej til den britiske presse.

I et offentligt opslag beskyldte hun senere Vardy direkte for at stå bag det personlige attentat.

Det var derimod Rebekah Vardy, som endte med at trække Rooney i retten.

Dommeren sagde dog i sin kendelse, at Rooney med succes havde bevist, at hendes påstand var sand. Dommeren konkluderede, at Vardy kendte til, at detaljer om Rooney blev lækket til pressen via hendes agent.

Tilbage i maj blev retten blandt andet vist beskedudvekslinger, som Vardy havde haft med sin agent, som omfattede nogle nedsættende bemærkninger om Rooney og diskussioner om at lække historier.

Det var nok til at overbevise dommeren i sagen, der altså fandt frem til en konklusion fredag.

Jamie Vardy og Wayne Rooney har været vant til at spille på hold sammen på det engelske landshold. Fredag var de dog på hver deres side, da afgørelsen skulle læses op.

Jamie Vardy tørner i øjeblikket ud for Premier League-klubben Leicester, mens Wayne Rooney nok mest er kendt for sin mangeårige aktive karriere i storklubben Manchester United.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.