Ross klar til at tage ansvar for AaB's fremtid
Oliver Ross er stadig ved at komme sig over nedrykningen, men nu lægger han fokus på at blive klar til den nye sæson, hvor han gerne vil være med til at spille AaB tilbage i Superligaen
Opdateret kl. 20:28
AALBORG: Der var gensynsglæde, da AaB-truppen minus Tim Prica og Lars Kramer mødte ind til første træningsdag i den nye sæson.
Spillerne var delt ind i mindre grupper og skulle igennem en række fysiske målinger på sæsonens første arbejdsdag. Fodboldtræningen må vente til torsdag, hvor spillerne for første gang efter sommerferien kommer på græs.
- Det er dejligt at være tilbage. Det er dejligt at se alle igen, og det er dejligt at komme på Hornevej. Selvom det ikke var den længste ferie, så kommer man alligevel til at savne fodbold, siger Oliver Ross.
Han har tyvstartet arbejdet frem mod den nye sæson sammen med andre af AaB-spillerne. I dagene op til sæsonens første træning har folk som Malthe Højholt og Oliver Ross således selvtrænet på Hornevej.
- De første par dage af ferien var hårde. Det handlede meget om at få hovedet væk fra fodbold. Især i den første uge var det vigtigt at tænke på noget andet, men her i de seneste dage har jeg glædet mig til at komme tilbage, siger Oliver Ross.
Han har flere gange hørt tesen om, at han ikke skal være ligeså ramt af AaB's nedrykning, fordi han er ung, men den præmis gider han ikke høre på.
- Det har jeg hørt fra andre, men sådan har jeg slet ikke set på det. Det er ligeså forfærdeligt for mig at rykke ned, som det er for alle andre. Jeg vil jo helst spille i Superligaen, som er det højeste niveau i Danmark, så jeg har også været mega ked af det.
Oliver Ross er dog klar til at tage en tørn i 1. division. Her er der ikke noget udtalt krav om at skulle forblive på en højere hylde.
- Jeg var med til at rykke ned, nu skal jeg være med til at rykke op igen.
Meldingerne fra Hornevej går på, at Oliver Ross er en af de spillere, som AaB skal forsøge at bygge noget op omkring i den nye sæson - selvfølgelig forudsat han leverer varen, men det føler han sig klar til.
- Jeg synes, jeg skal spille - selvfølgelig. Det gjorde jeg jeg også i sidste sæson, og jeg tror også godt, at Oscar ved det. Forhåbentlig kommer jeg til at spille meget og vise mig godt frem. Det gjorde jeg også nogle gange i sidste sæson, siger Oliver Ross, der er med på, at det ikke bliver nogen nem opgave.
- Vi ved godt, det her ikke bliver nemt, men jeg er parat til at forsøge at påtage mig noget ansvar. Jeg vil gerne være med til at få AaB tilbage i Superligaen og tage min del af slæbet, siger Oliver Ross.
I den forbindelse er AaB-truppen mødt tidligt ind i forhold til nogle af konkurrenterne, der lige er gået på ferie. Det indikerer, at AaB-truppen kan se frem til nogle hårde uger, men det passer Oliver Ross ganske fint.
- Jeg tror, det bliver en rigtig hård opstart. Jeg tror de har forberedt en masse hårde træninger og nogle lange dage herude. Det er med at gøre de rigtige ting, så vi kan komme i gang igen, siger Oliver Ross.
Han har dog ikke for alvor vænnet sig til tanken om, at det hedder 1. division, men han lover, at realiteten er sunket ind, når den første turneringskamp står for døren.
- Vi skal nok være klar, når det gør løs, siger Oliver Ross.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.