tennis

Rune mod verdensstjernen Zverev: Det jeg arbejder for

Holger Rune ser frem til kampen mod verdens nummer tre, Alexander Zverev, i turneringen i München.

Holger Rune spillede sig mandag videre til anden runde af ATP-turneringen i München (Arkivfoto).
Holger Rune spillede sig mandag videre til anden runde af ATP-turneringen i München (Arkivfoto). Denis Balibouse/Reuters

Holger Rune klarede sig videre fra første runde i ATP-turneringen i München med en sejr over Jiri Lehecka.

Præmien for at slå tjekken er et møde med en af verdens bedste tennisspillere.

I anden runde brager den 18-årige dansker sammen med tyske Alexander Zverev, der er topseedet i turneringen og nummer tre i verden.

Rune er selv nummer 70 og glæder sig til at prøve sig af mod en spiller på Zverevs niveau.

- Jeg ser frem til at skulle møde Zverev. Det er det, jeg arbejder for hver dag - at spille mod de bedste i verden. Det bliver svært, men jeg er meget spændt på at se, hvordan mit niveau matcher hans, siger Rune i sit vinderinterview.

Holger Rune har flere gange mødt spillere fra top-10 i verden.

I sidste års US Open løb han ind i verdensetteren Novak Djokovic og vandt overraskende et sæt, før danskeren måtte kapitulere.

Zverev har han aldrig mødt, men han behøver næppe lave den store research for at lære tyskeren at kende.

Zverev er forsvarende olympisk mester efter sin triumf ved sidste års OL i Tokyo. Derudover har han blandt andet en finaleplads i US Open samt semifinaler i Australian Open og French Open på cv'et.

Tyskeren har dog også været i søgelyset for sager, han nok helst havde været foruden.

Tidligere i år blev han smidt ud af en turnering i Mexico, efter at han havde slået på en dommers stol i raseri. Det kostede ham en bøde, en betinget straf med flere bøder og udelukkelse fra turneringer.

I oktober sidste år indledte ATP desuden en undersøgelse af Zverev, der er blevet anklaget for vold ved flere lejligheder af sin ekskæreste.

Ifølge hende kulminerede det under US Open i 2019, hvor Zverev angiveligt forsøgte at kvæle hende og slog hendes hoved ind i væggen på deres hotelværelse.

Zverev benægter, at episoderne har fundet sted.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden