Rune når ny milepæl efter imponerende semifinalesejr
For første gang i karrieren skal Holger Rune spille en finale i en ATP 500-turnering.
Opdateret kl. 18:44
Holger Rune har nået en ny milepæl.
Lørdag vandt han semifinalen i turneringen Swiss Indoors, og dermed har han for første gang i karrieren nået finalen i en ATP 500-turnering.
Tidligere har det danske tennistalent været i tre ATP 250-finaler og vundet to af dem. Den seneste finalesejr kom, da han i sidste uge vandt Stockholm Open.
Lørdag blev den rutinerede spanier Roberto Bautista Agut nedlagt med 7-6, 7-6. Søndag venter Felix Auger-Aliassime i finalen. Canadieren fik tidligere lørdag has på verdens nummer et, den 19-årige spanier Carlos Alcaraz.
Som cifrene antyder, var der tale om en utrolig tæt finale, hvor begge sæt blev afgjort i tiebreak.
I første sæt var Holger Rune overlegen i den disciplin, men efter et svært andet sæt måtte han slide sig tilbage fra fire sætbolde til Roberto Bautista Agut, inden han altså tog den imponerende sejr.
Roberto Bautista Agut er placeret som nummer 22 i verden og var seedet som sekser i Swiss Indoors, hvor Holger Rune ikke er seedet.
Holger Rune fik en rigtig fin start på semifinalen.
I Roberto Bautista Aguts to første servepartier pressede danskeren sig til en breakbold, men den rutinerede spanier holdt hovedet koldt og overlevede.
Derefter fandt de begge ind i en god rytme i deres egne servepartier. Holger Rune lavede adskillige serveesser, og da de nåede stillingen 6-6, skulle sættet afgøres i tiebreak.
Ligesom i kvartfinalen var Holger Rune overlegen i den disciplin. Danskeren vandt 7-1 og trak dermed det længste strå i et ellers meget tæt første sæt.
I andet sæt fandt Bautista Agut et nyt niveau.
Han pressede Holger Rune hårdt i danskerens andet serveparti, hvor han fik to breakbolde uden at udnytte dem. Derefter tog han et rent parti, inden han i Holger Runes tredje serveparti fik tre breakbolde. Uden at udnytte dem.
Holger Rune diskede blandt andet op med en flugter, mens han hang nærmest vandret i luften, og på den måde holdt han serv til 3-2.
Det ændrede dog ikke på, at Bautista Agut havde momentum.
Spanieren vandt sine egne servepartier meget let, mens Holger Rune måtte kæmpe en tand mere for at holde serv.
Det blev dog bedre, som sættet skred frem, og danskeren formåede altså at holde spanieren fra servegennembrud hele vejen igennem.
Dermed skulle også andet sæt afgøres i tiebreak, og her var Bautista Agut igen flyvende.
Han kom således foran hele 6-2 og havde dermed fire sætbolde. Men Holger Rune viste imponerende mental styrke og kæmpede sig tilbage, så han nu står i sin karrieres største finale.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.