tennis

Rune og makker ryger ud af US Opens double-turnering

Holger Rune og Alexander Bublik missede to matchbolde og tabte i anden runde til fransk par.

Holger Rune og Alexander Bublik tabte i anden runde af doublerækken i New York.
Holger Rune og Alexander Bublik tabte i anden runde af doublerækken i New York. Elsa/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:13

Tennisspilleren Holger Rune og makkeren Alexander Bublik er ude af doublerækken ved US Open.

Den dansk-kasakhiske duo missede to matchbolde og tabte fredagens kamp i anden runde mod franskmændene Adrian Mannarino og Quentin Halys med 6-3, 5-7, 7-6.

Det var en tæt affære hele vejen, og et enkelt servegennembrud blev afgørende i første sæt, som Mannarino og Halys vandt. Rune og Bublik svarede godt tilbage i anden sæt og fik udlignet til 1-1, hvilket betød, at kampen skulle afgøres i et tredje sæt.

Foran 5-4 i tredje sæt bragte Rune og hans kasakhiske makker sig foran med 40-15, men de to matchbolde blev misbrugt, og i stedet fik modstanderne udlignet til 5-5.

Sættet skulle til sidst afgøres i en supertiebreak, der blev ligeså nervepirrende som resten af kampen. I supertiebreak spilles der til 10 i stedet for en almindelig tiebreak, hvor der spilles til 7.

Rune og Bublik kom bedst fra start, men foran 4-3 tabte duoen fem bolde i træk, så Mannarino og Halys kom foran med 7-4.

Franskmændene havde dog svært ved at få afgjort sagerne, men på den tredje matchbold lykkedes det at lukke kampen, da de bragte sig på 10-8.

Holger Rune er fortsat med i singlerækken, hvor danskeren lørdag i tredje runde møder briten Cameron Norrie, som Rune har tabt to gange til i år.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden