Rune skal på revanchejagt i French Opens anden runde
Holger Rune skal i anden runde af French Open møde Henri Laaksonen, som to gange i 2021 slog danskeren.
Opdateret kl. 16:08
Tenniskometen Holger Runes næste udfordring i grand slam-turneringen French Open bliver schweizeren Henri Laaksonen.
Det står klart, efter at Laaksonen tirsdag vandt sin første runde-kamp over spanieren Pedro Martinez i fire sæt.
Opgøret blev afbrudt i starten af tredje sæt mandag, og tirsdag gjorde Laaksonen en ende på kampen ved at vinde med cifrene 2-6, 6-4, 6-4, 7-6.
Tidligere tirsdag gjorde Rune sig klar til anden runde ved at vinde overbevisende med 3-0 i sæt over verdens nummer 15, canadieren Denis Shapovalov.
19-årige Rune har revanche til gode mod Laaksonen. De to mødte hinanden to gange i oktober 2021. Begge gange sejrede Laaksonen i to sæt i Frankrig.
Siden dengang har Rune dog taget store skridt mod verdenstoppen og ligger nu på 40.-pladsen på verdensranglisten. Laaksonen er placeret som nummer 96.
De to kampe blev begge spillet på indendørs hardcourt, mens den forestående kamp i Paris skal spilles på grus, hvilket passer Rune bedre.
Kampen løber formentlig af stablen på torsdag.
Tidligere tirsdag banede også verdens nummer to, russeren Daniil Medvedev, sig videre til anden runde.
Facundo Bagnis fra Argentina blev banket med cifrene 6-2, 6-2, 6-2.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.