Rune videre i tiebreak-gyser
Holger Rune slog Tim van Rijthoven i Sofia efter en tæt affære, hvor begge sæt måtte afgøres i tiebreak.
Opdateret kl. 19:17
SOFIA: Tennisspilleren Holger Rune er videre til anden runde af en ATP-turnering i Bulgarien.
Den 19-årige dansker indledte tirsdag turneringen med en sejr i to tætte sæt over hollænderen Tim van Rijthoven. Rune besejrede den seks år ældre modstander med 7-6, 7-6.
- Det føles rigtig godt. Jeg har kun haft et par dages træning her, men jeg nyder virkelig tiden.
- Det var en hård kamp i første runde, og jeg er super glad for at gå videre, siger Rune til ATP Tourens hjemmeside.
Rune, der ligger nummer 31 i verden, havde én gang tidligere i karrieren slået Tim van Rijthoven, der nu rangerer som verdens 109.-bedste.
Danskeren er seedet som nummer fem i turneringen i Sofia. I næste runde skal han op mod vinderen af et opgør mellem spanieren Bernabe Zapata Miralles og Lorenzo Sonego fra Italien. De mødes først onsdag.
Sonego kommer med en frisk turneringssejr fra Metz i sidste uge. Her nåede Rune frem til kvartfinalen.
Hvis Rune vinder sin anden kamp i Sofia, venter sandsynligvis bulgareren Grigor Dimitrov, der er tredjeseedet og nummer 23 på verdensranglisten.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.