Rungsted-slutspurt forværrer Esbjergs sløje sæsonstart

Trods 3-1-føring led Esbjerg sæsonens tredje nederlag, da Rungsted kom fra baghjul i tredje periode.

Mattias Persson stod stærkt i billedet i Rungsteds offensiv. (Arkivfoto). <i>Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix</i>

Mattias Persson stod stærkt i billedet i Rungsteds offensiv. (Arkivfoto). Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Ambitiøse Esbjerg Energy kan ikke rigtig komme op i gear i starten af den nye ishockeysæson.

Trods tilgang af stjernebacken Philip Larsen er vestjyderne fortsat uden sejr i Metal Ligaen og kom ud for endnu en skuffelse, da man trods en 3-1-føring undervejs tabte 3-4 til Rungsted Seier Capital.

Med veteranen Mattias Persson som den store offensive profil kom nordsjællænderne fra baghjul i tredje periode og vendte en kamp, der vakte minder om sidste sæsons højdramatiske semifinaleserie mellem de to hold.

Dengang lignede Esbjerg flere gange et hold på direkte kurs mod finalen, men Rungsted formåede gang på gang at redde sig ud af tilsyneladende håbløse situationer.

Det så også skidt ud onsdag aften, da Rungsted smed pucken væk i overtal, så Phillip Schultz kunne skøjte fra alt og alle og bringe Esbjerg på 3-1 med en spektakulær scoring.

Rungsted fik dog reduceret i slutningen af anden periode ved Nick Moutrey, og den fuldtræffer tændte op under gæsterne.

Med to scoringer inden for 38 sekunder i tredje periode vendte sidste sæsons sølvvindere kampen på hovedet.

Først fik man tvunget Esbjerg ned i egen zone og forhindrede i et langvarigt pres hjemmeholdet i at skifte de trætte spillere ud.

Mens de esbjergensiske lårbasser blev tungere og tungere, sværmede Rungsted om målet, og til sidst kunne Lucas Andersen udnytte en returpuck fra målmand Mathias Seldrup til at udligne til 3-3.

Umiddelbart slog Mattias Persson humøret helt omkuld hos de godt 1600 tilskuere.

Den 37-årige svensker havde assisteret ved to af sit holds scoringer, men her slog han selv til og scorede det, der skulle vise sig at blive kampens sidste mål.

Med sejren rykker Rungsted op på andenpladsen med otte point efter fire kampe. Esbjerg har været på isen tre gange og har blot hentet et enkelt point.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.