Rusland appellerer fodboldudelukkelse til sportsdomstol

Rusland åbner CAS-sag og håber på opsættende virkning, så Rusland ikke er udelukket fra international fodbold.

Rusland og Danmark mødtes ved EM sidste sommer. Danmark vandt med 4-1 i Parken. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Rusland og Danmark mødtes ved EM sidste sommer. Danmark vandt med 4-1 i Parken. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ruslands Fodboldforbund (RUF) er gået til den højeste sportsinstans i håbet om at få omstødt beslutningerne om, at Ruslands landshold og russiske klubber er udelukket fra al international fodbold.

Tirsdag skriver Den Internationale Sportsdomstol (CAS) på sin hjemmeside, at sportsdomstolen har modtaget to appeller fra Rusland.

Russernes ene appelsag er rettet mod Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), der har udelukket russernes landshold fra at kunne spille VM-playoffkampe i slutningen af marts.

Den anden appelsag er rettet mod Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der har udelukket russiske hold fra internationale klubturneringer. Det har ramt Spartak Moskva, der på torsdag skulle have spillet ottendedelsfinale mod RB Leipzig i Europa League.

De to store fodboldforbund har udelukket Rusland som følge af landets invasion af Ukraine. Ifølge RUF er der dog ikke juridisk belæg for udelukkelsen.

Selv om det er Fifa og Uefa, der har besluttet at udelukke Rusland fra international fodbold, opremser CAS også en række nationale fodboldforbund, som russernes appelsag også inkluderer. I appelsagen mod Uefa har russerne blandt andet inkluderet Dansk Boldspil-Union.

DBU meddelte i sidste uge - inden Fifa og Uefa udelukkede Rusland - at forbundet nægter at spille landskampe mod Rusland. Danmarks fodboldkvinder skal møde Rusland til efteråret.

RUF ønsker også, at Fifas og Uefas udelukkelse suspenderes, mens sagen hos CAS pågår. I så fald vil både landsholdet og Spartak Moskva kunne spille internationale kampe minimum frem til CAS' afgørelse.

CAS forventer at kunne komme med mere nyt om appelsagens proces "i løbet af få dage".

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.