Sport

Rusland kan blive taget til nåde og svække danske OL-chancer

Danmarks ishockeykvinder spiller i næste uge om en OL-billet, men endnu er det uklart, hvor stor chancen er.

Björn Edlund afløste sin svenske landsmand Peter Elander som dansk landstræner efter OL i 2022. (Arkivfoto).
Björn Edlund afløste sin svenske landsmand Peter Elander som dansk landstræner efter OL i 2022. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Rusland og Belarus har siden 2022 på grund af invasionen af Ukraine været udelukket fra internationale turneringer af Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF).

Men IIHF-præsident Luc Tardif har indikeret, at han gerne ser de to lande komme tilbage i folden, og en beslutning bliver formentligt taget senest i starten af næste uge.

Og den får konsekvenser for Danmarks ishockeykvinder.

I næste uge spiller Danmark således et gruppespil mod Holland, Norge og Sverige i OL-kvalifikationen.

Gruppevinderen får en billet til OL i Milano næste år, og hvis Rusland fortsat er udelukket, kommer også den bedste toer på tværs af tre kvalifikationsgrupper med.

Tager IIHF russerne til nåde, får de som top-6-nation en direkte billet til OL, og Danmarks toermulighed forsvinder.

- Vi ved ingenting endnu, så vores fokus er 100 procent på at levere gode præstationer i alle tre kampe og vinde gruppen, så vi er garanteret en plads ved OL.

- Hvis ikke vi kan det, skal præstationerne gerne være så gode, at vi eventuelt kommer med som bedste toer, siger landstræner Björn Edlund.

Han kalder Sverige klar favorit i gruppen, mens Danmark rangerer som nummer to tæt forfulgt af Norge og Holland.

En dansk andenplads kan med andre ord meget vel blive aktuel. Og hvis Rusland fortsat er udelukket, har Danmark faktisk en markant fordel i forhold til at blive bedste toer.

De to øvrige kvalifikationsgrupper afvikles i henholdsvis Japan og Kina, og de bliver afgjort, før Danmark spiller sin sidste gruppekamp mod Sverige.

På den måde ved Björn Edlund, staben og spillerne, hvad det kræves for at blive bedste toer og kan spille efter det mod svenskerne.

- Det er rigtigt, og vi kigger på det, hvis det bliver aktuelt. Men vores fokus er lige nu på præstationerne til træning og siden på første kamp.

- Hvis vi tænker på kampen mod Sverige, OL eller næste VM, kommer vi ikke til at præstere særligt godt i første kamp mod Holland, siger svenskeren.

Ti nationer deltager i kvindernes ishockeyturnering ved OL. Værten Italien og de seks bedste lande på verdensranglisten er direkte kvalificeret.

Der spilles om de sidste tre pladser - fire, hvis Rusland fortsat er udelukket.

Aktuelt rangerer Danmark som nummer 11 på verdensranglisten. Sverige er nummer 8, mens Norge og Holland er henholdsvis nummer 14 og 17.

Danmark OL-debuterede i 2022 og røg ud efter gruppespillet trods en overraskende sejr over Tjekkiet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden