Russell sejrer i sprintløb efter hård Mercedes-duel
Kimi Antonelli kørte af banen tre gange, da hans holdkammerat, George Russell, vandt sprintløb i Canada.
Mercedes-kørerne Kimi Antonelli og George Russell skabte problemer for hinanden, da sidstnævnte lørdag sejrede i Formel 1-sprintløbet i Canada.
Balladen opstod efter seks omgange, hvor Antonelli og Russell kørte hårdt og kompromisløst.
Under det massive pres mistede Antonelli kontrollen over sin racerbil og kørte af banen.
Problemerne stoppede ikke der for den unge italiener. Kort efter var han igen på afveje, da han skar hen over et græsareal og mistede fart.
Det gav åbningen til McLarens Lando Norris, som kvitterede prompte, smuttede forbi Antonelli og overtog andenpladsen.
Afstanden mellem de forreste var meget lille, men Russell formåede at holde Norris bag sig og kørte først over stregen efter de 23 omgange.
Antonelli kom ind på tredjepladsen foran Norris' holdkammerat, Oscar Piastri.
På sidste omgang formåede Antonelli faktisk at overhale Norris, men igen kørte han af banen og tabte positionen.
Senere lørdag er der kvalifikation til grandprixet. Det er sæsonens femte grandprix og går i gang søndag klokken 22 dansk tid.
Inden grandprixet topper Antonelli kørernes VM-tabel foran Russell. Ferraris Charles Leclerc er nummer tre.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.