Russer udmanøvrerer Kyrgios i tæt og intens kvartfinale

Nick Kyrgios var udråbt som favorit, men russiske Karen Khachanov var bedst og slog australieren ud.

Karen Khachanov nedlagde Nick Kyrgios i kvartfinalen ved US Open. <i>Charles Krupa/Ritzau Scanpix</i>

Karen Khachanov nedlagde Nick Kyrgios i kvartfinalen ved US Open. Charles Krupa/Ritzau Scanpix

Så gik den ikke længere for den australske tennisstjerne Nick Kyrgios.

Efter en formidabel tenniskamp på mere end tre og en halv time er australieren færdig ved US Open efter nederlag til Karen Khachanov.

Den 26-årige russer, der er nummer 31 i verden, viste storspil og holdt et højt koncentrationsniveau i den tætte og intense maratondyst, som han vandt med 7-5, 4-6, 7-5, 6-7, 6-4.

Karen Khachanov er dermed klar til semifinalen ved US Open. Det er første gang i karrieren, at han når så langt i en grand slam-turnering.

Nick Kyrgios har været en af årets helt store oplevelser på tennisscenen. Den 27-årige australier, der tidligere har været mest kendt for kontroversiel opførsel, har fundet et helt nyt niveau.

Det sendte ham blandt andet i finalen ved Wimbledon tidligere på året, ligesom han før kvartfinalen ved US Open slog verdensetteren Daniil Medvedev overbevisende.

Men en semifinalebillet blev det altså ikke til ved US Open. Den snuppede Karen Khachanov, som nu skal møde norske Casper Ruud.

Opgøret var mildest talt tæt, og de to kombattanter skiftedes til at vinde sæt, inden det hele skulle afgøres i et dramatisk femte sæt.

Khachanov formåede allerede i første parti at bryde Nick Kyrgios' serv, og så var australieren under massivt pres.

Ved stillingen 2-4 i russisk favør var Khachanov tæt på at få sig endnu et servegennembrud, men efter nogle modige og frække slag med ketsjeren holdt Kyrgios sig inde i kampen.

Men skaden var sket. Khachanov holdt hovedet koldt og udmanøvrerede Nick Kyrgios, som af flere iagttagere var blevet udråbt som en af favoritterne til at vinde hele baduljen.

Hos kvinderne snuppede franske Caroline Garcia en sikker sejr på 6-3, 6-4 over det amerikanske talent Coco Gauff. Dermed er hun klar til semifinalen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.