Russere kan svømme videre uden nationale farver og symboler

Den Internationale Svømmeunion går ikke hele vejen og udelukker de russiske og hviderussiske atleter.

De russiske og hviderussiske svømmere må gerne deltage i internationale konkurrencer - men kun som neutrale. (Arkivfoto) <i>Oli Scarff/Ritzau Scanpix</i>

De russiske og hviderussiske svømmere må gerne deltage i internationale konkurrencer - men kun som neutrale. (Arkivfoto) Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Mens flere idrætsforbund har indført et komplet forbud mod russere og hviderussere i internationale konkurrencer, har svømningen indført mildere sanktioner.

Her kan atleterne fra de to lande svømme videre under neutralt flag - som neutrale atleter og hold.

Det skriver Den Internationale Svømmeunion på sin hjemmeside, efter at Rusland har invaderet Ukraine og skabt international røre.

Straffen betyder, at russiske og hviderussiske svømmere ikke må bære deres nationers farver eller symboler, og deres nationalmelodier afspilles ikke i forbindelse med konkurrencer.

Sanktionerne svarer til det, som Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har anbefalet, at idrætsforbundene som minimum skal indføre.

Russerne skal i forvejen dyste som neutrale atleter i store internationale konkurrencer som følge af en dom, nationen modtog for at have fusket med dopingdata fra et laboratorie.

Allerhelst skal forbundene i IOC's øjne forhindre samtlige russiske og hviderussiske atleter i at deltage i turneringer, løb og kampe.

Russere og hviderussere har blandt andet fået forbud mod at deltage i internationale konkurrencer inden for håndbold, skøjteløb og badminton.

Så langt er svømmeunionen altså ikke gået i første omgang.

Til gengæld meddeler unionen, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fået frataget svømmesportens orden, som han modtog i 2014.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.