Russisk atlet får sag på halsen for støttende krigssymbol

Gymnasten Ivan Kuliak risikerer karantæne, efter at han fremviste et symbol, der angiveligt støtter Rusland.

Rusland indledte i forrige uge en invasion af Ukraine, som har ført til udelukkelse af Rusland inden for de fleste sportsgrene. (Arkivfoto) <i>Vadim Ghirda/Ritzau Scanpix</i>

Rusland indledte i forrige uge en invasion af Ukraine, som har ført til udelukkelse af Rusland inden for de fleste sportsgrene. (Arkivfoto) Vadim Ghirda/Ritzau Scanpix

Da den russiske gymnast Ivan Kuliak i weekenden var til start ved et World Cup-stævne i Doha, stillede han op under neutralt flag. Rusland er som i mange andre sportsgrene udelukket grundet invasionen af Ukraine.

Men efter Kuliaks tur på podiet for at modtage sin bronzemedalje er der begyndt at florere billeder af ceremonien. For russeren havde ændret noget på sin dragt, der sprang i øjnene.

Midt på brystet, hvor gymnastens flag normalt sidder, havde Kuliak til medaljeoverrækkelsen påklistret et Z.

Det er dog et symbol, som forbindes med Ruslands invasion af Ukraine, og derfor tolker mange det som en hyldest til hjemlandets igangværende invasion.

Z'et kan blandt andet ses på russiske militærkøretøjer. På de sociale medier hævder nogle også, at Z er en forkortelse for "sejr" på russisk.

Det får nu Det Internationale Gymnastikforbund (FIG) til at kigge nærmere på sagen.

- Det Internationale Gymnastikforbund bekræfter, at det vil anmode Gymnastics Ethics Foundation om at indlede en disciplinærsag mod den mandlige kunstneriske gymnast Ivan Kuliak efter hans chokerende opførsel ved Apparatus World Cup i Doha, Qatar, har FIG skrevet i en erklæring.

Det vides ikke, hvornår man regner med at fælde dom over Kuliak.

Uanset hvad kommer han ikke i konkurrence foreløbig. FIG vedtog 4. marts nye sanktioner mod Rusland og Hviderusland. De betyder, at ingen russiske eller hviderussiske atleter kan deltage i FIG-regi fra og med 7. marts.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.