Sport

Russisk komet besejrer Swiatek og møder verdensetter

17-årige Mirra Andreeva slog for anden gang på kort tid Iga Swiatek og er finaleklar i Indian Wells.

Mirra Andreeva jubler efter sin semifinalesejr.
Mirra Andreeva jubler efter sin semifinalesejr. Jayne Kamin-Oncea/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:12

Den danske tennisspiller Clara Tauson kan konstatere, at det ikke er nogen skam at tabe til den 17-årige russer Mirra Andreeva.

Natten til lørdag dansk tid spillede Andreeva sig frem til finalen i WTA 1000-turneringen i Indian Wells ved at slå den tidligere polske verdensetter Iga Swiatek.

I tredje runde gik Andreevas vej til finalen over Tauson, som russeren også slog i finalen i Dubai i februar.

Også Swiatek har nu tabt til Andreeva i de to turneringer.

Andreeva vandt et tæt første sæt med 7-6 efter at have vundet tiebreaken med 7-1, men Swiatek tog andet sæt med 6-1.

I tredje sæt brød Andreeva til 1-0 og kørte sættet sikkert hjem med 6-3.

I finalen søndag skal Andreeva op mod belaruseren Aryna Sabalenka, der er nummer et i verden.

Sabalenka vandt med de knusende cifre 6-0, 6-1 over nummer fem, Madison Keys, der ellers kom til semifinalen med en stime på 16 sejre i træk.

Sabalenka og Andreeva har allerede mødt hinanden fem gange med fire sejre til Sabalenka som facit.

Alene i 2025 har Sabalenka to sikre indbyrdes sejre over Andreeva, der rykker op som nummer seks med en finalesejr søndag. Hun er som minimum sikker på at avancere til en ottendeplads.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden