Russisk målmager nærmer sig Gretzkys NHL-rekord
39-årige Alexander Ovechkin kom lørdag tættere på ishockeylegenden Wayne Gretzkys rekord på 894 mål i NHL.
Opdateret kl. 07:10
Ishockeylegenden Wayne Gretzkys målrekord på 894 scoringer i NHL blev for få år siden betegnet som umulig at overgå.
Men den 39-årige russiske veteranforward Alexander Ovechkin fra Washington Capitals nærmer sig stille og roligt.
Lørdag scorede Ovechkin sit holds mål, da Washington tabte med 1-3 til Tampa Bay Lightning. Danske Lars Eller var også en del af det tabende hold.
Reduceringen i tredje periode til 1-2 bragte russeren op på 884 scoringer i den nordamerikanske ishockeyliga.
Lykkes det at score yderligere 11 gange i de resterende 22 grundspilskampe, vil han overtage rekorden fra Gretzky.
I NHL's målstatistikker medregner man blot mål, der er scoret i grundspillet.
Ovechkin indledte sin NHL-karriere i 2005. Selv om han efterhånden har en del år på bagen, så har russeren gennem det meste af sæsonen vist sin evne til at score mål.
Det er foreløbig blevet til 31 mål i den igangværende sæson, selv om han i november og december missede 16 kampe på grund af en skade.
Canadiske Wayne Gretzkys scorede sine mange mål i perioden 1979-1999.
Den danske landsholdsspiller Oliver Bjorkstrand kommer næppe i spil til NHL-målrekorder, men ikke desto mindre tegnede han sig også for en scoring i verdens stærkeste ishockeyliga natten til søndag.
Fra nært hold styrede han pucken i mål til 2-2, da han sammen med Seattle Kraken vandt 6-3 hjemme over Vancouver Canucks. Den 29-årige herningenser står nu noteret for 167 NHL-mål i 604 kampe. 16 af scoringerne er lavet i denne sæson.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.