Russisk NHL-stjerne passerer ny milepæl

Alex Ovechkin er den kun tredje spiller i historien til at score 50 mål i ni NHL-sæsoner.

Alex Ovechkin er kaptajn i Washington Capitals, hvor han har danske Lars Eller som holdkammerat. (Arkivfoto). <i>Eric Bolte/Ritzau Scanpix</i>

Alex Ovechkin er kaptajn i Washington Capitals, hvor han har danske Lars Eller som holdkammerat. (Arkivfoto). Eric Bolte/Ritzau Scanpix

Alex Ovechkin er et ikon i NHL, og det satte han en tyk streg under, da han natten til torsdag dansk tid scorede to gange for Washington Capitals i et opgør mod Vegas Golden Knights.

Med sit andet mål nåede den russiske ishockeystjerne op på 50 fuldtræffere i sæsonen. Det er niende gang i karrieren, at han runder 50 mål i en sæson.

Kun to andre spillere er lykkedes med den præstation. Det gælder Mike Bossy, der døde så sent som i fredags, og den måske største legende af alle, Wayne Gretzky.

36-årige Ovechkin er nu samtidig den ældste spiller nogensinde til at score over 50 mål i en sæson. Tidligere havde Johnny Bucyk den rekord.

Alex Ovechkin har slået flere rekorder i løbet af denne sæson, hvor han også har skullet forholde sig ekstraordinært meget til sin nationalitet.

Han har tidligere udtalt sig positivt om Ruslands præsident, Vladimir Putin, som i februar beordrede en invasion af Ukraine.

Ligesom mange andre russiske atleter har Ovechkin dog været ude at fordømme af krigen og opfordre til fred.

Man kan imidlertid ikke sige, at krigen i Ukraine har været en præstationsmæssig barriere for den særdeles målfarlige russer, som altså har været en af ligaens farligste spillere.

Det er ikke unormalt, at spillere scorer flere end 50 mål i en NHL-sæson. I den igangværende sæson har tre spillere foruden Ovechkin nået det.

Helt let er det imidlertid ikke. Det understreges ved, at vi skal tilbage til 2005/06-sæsonen, som var Ovechkins første i NHL, for at finde det seneste tilfælde af fire eller flere spillere med 50 mål i en sæson.

Alex Ovechkin kan nu prale af i alt 780 scoringer i sin indtil videre 17 sæsoner lange NHL-karriere. Historisk er det tredjeflest af alle.

Wayne Gretzky har rekorden på 894 mål, mens andenpladsen på den rangliste indtages af Gordie Howe med 801 fuldtræffere.

Canadiske Wayne Gretzky, der spillede 20 sæsoner i NHL, har selv forudset, at hans rekord bliver overgået af Ovechkin.

I opgøret mod Vegas Golden Knights var Alex Ovechkins to mål dog ikke nok for Washington Capitals, der også havde danske Lars Eller på isen.

Det endte således med et nederlag på 3-4 efter overtid.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.