tennis

Ruud banker russer og booker finale mod Djokovic

Casper Ruud var overlegen, da han sikrede sig en plads i finalen ved ATP Finals ved at slå Andrey Rublev.

Casper Ruud, der er nummer fire på verdensranglisten, skal kæmpe mod Novak Djokovic om sejren i herrernes sæsonfinale.
Casper Ruud, der er nummer fire på verdensranglisten, skal kæmpe mod Novak Djokovic om sejren i herrernes sæsonfinale. Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Der var aldrig ret meget spænding om udfaldet, da Casper Ruud og Andrey Rublev lørdag aften stod over for hinanden i semifinalen ved herrernes sæsonfinale i tennis, ATP Finals.

Ruud var ganske enkelt Rublev overlegen. Nordmanden vandt i to sæt med cifrene 6-2, 6-4.

Dermed er Ruud klar til søndagens finale, hvor tennisikonet Novak Djokovic venter. Den serbiske stjerne jagter sin sjette triumf i den prestigefyldte turnering, som spilles i Torino.

Sidste år blev semifinalen endestationen for Casper Ruud. Dengang mødte han en anden russer, Daniil Medvedev.

Andrey Rublev holdt trit med Casper Ruud i kampens første fire parti. I det femte brød nordmanden til 3-2 og næste gang, Rublev servede, blev det også 5-2 til Ruud, der efterfølgende vandt sættet i egen serv uden at afgive point.

I andet sæt gik det med det samme ned ad bakke for Rublev. Ruud startede med at bryde til 1-0 og lidt efter også 3-0.

Rublev var tydeligt frustreret og slog ud med armene, mere eller mindre hver gang, det ikke gik, som han havde håbet i duellerne.

Russeren virkede nærmest opgivende, men lykkedes alligevel i tredje forsøg med at holde sin serv, så han fik reduceret til 1-4.

Rublevs vinderhåb fik lidt liv, da det med ryggen mod muren lykkedes ham at bryde Ruud for første gang i kampen til 3-5. Det blev også 4-5, men så gik den heller ikke længere for russeren.

Med endnu et serveparti, hvor han ikke afgav point, lukkede Ruud kampen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden