Så gik den ikke længere: Pirates led årets første nederlag

Efter otte sejre på stribe måtte Aalborg Pirates se sig besejret af Rødovre med 3-2 efter overtid

Patrick Bjorkstrand havde en stor chance for at afgøre kampen i overtiden, men det lykkedes ikke. Arkivfoto: Martél Andersen <i>Foto: Martél Andersen</i>

Patrick Bjorkstrand havde en stor chance for at afgøre kampen i overtiden, men det lykkedes ikke. Arkivfoto: Martél Andersen Foto: Martél Andersen

ISHOCKEY:Aalborg Pirates måtte nøjes med et enkelt point, da man rejste hjem fra Rødovre med et unødvendigt 3-2-nederlag efter overtid. Aalborg Pirates vandt ellers skudstatistikken med hele 36-18, men træfsikkerheden var ikke nået med over Storebæltsbroen.

De to første perioder var med Aalborg Pirates som det klart dominerende hold. Det var et større mysterium, hvordan nordjyderne ikke formåede at bringe sig foran med det store kontingent chancer, der blev produceret.

Dylan Steman bragte ellers helt planmæssigt topholdet foran, da amerikaneren noterede sig for sin første scoring som Pirates-spiller.

Føringen var dog en kort fornøjelse. Blot 13 sekunder efter Stemans scoring udlignede Rødovre ved Jesper Bøgh.

Aalborg Pirates havde flere store chancer til at bringe sig tilbage i front. I stedet var det hjemmeholdet, der slog til med kampens tredje mål i anden periode. Maksim Popovic gjorde det til 2-1, men denne gang var det Pirates, der slog hurtigt tilbage. Denne gang var det topscorer Patrick Bjorkstrand, der scorede til 2-2.

Kampbilledet var fortsat, at Pirates var det klart mest målsøgende hold, men en stribe udvisninger til piraterne gjorde det til en rodet kamp, hvor Rødovre for sit vedkommende savnede lidt skarphed og måske også evner til at få sat overtalsspillet op.

Tredje periode blev indledt som de to første. Det vil sige med gæsterne i den klart dominerende rolle. Det ændrede sig dog mod kampens slutning. Her virkede piraterne trætte eller i hvert fald passive. Det betød, at George Sørensen kom på hårdt arbejde, men han fik afværget flere tilnærmelser fra Mighty Bulls. Det betød, at de to hold måtte ud i overtid for at finde en vinder.

Her blev det Rødovre, der trak det længste strå via en scoring fra Christopher Rübenach, I situationen ville Pirates-spillerne gerne have dømt en interference mod en Rødovre-spiller, men efter videogennemgang slog dommerne fast, at målet stod, og dermed måtte Aalborg Pirates for første gang i 2022 forlade isen som det tabende hold.

Næste opgave for Aalborg Pirates er Final4-semifinalen mod Frederikshavn White Hawks fredag aften.

Rødovre Mighty Bulls - Aalborg Pirates 3-2 (e.o)

Mål: 0-1 Dylan Steman (10.10), 1-1 Jesper Bøgh (10.23), 2-1 Maksim Popovic (29.25), 2-2 Patrick Bjorkstrand (29.50) 3-2 Christopher Rübenach (61.24)

Udvisningsminutter: Rødovre 6, Aalborg 10

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden