Så mange tilskuere satser Jan Larsen på at få plads til i ny arena
Jan Larsen er ikke overraskende fyr og flamme over de nye planer om et større fodboldstadion og ikke mindst en større håndboldarena i Aalborg
Opdateret kl. 19:08
- Det er helt fantastisk. Det er en glædens dag.
Sådan beskriver Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen kort og godt, hvordan han har det med den vision, der så dagens lys mandag.
En vision der blandt andet tæller planer om et nyt og større fodboldstadion og så en håndboldarena.
- Vi glæder os til at være en del af det videre arbejde. Vi ved også godt, at det ikke er et projekt, der står klar til brug i overmorgen, men med den her vision er vi allerede et spadestik dybere, siger Jan Larsen.
Det er endnu så tidligt i processen, at håndboldbossen ikke ved, præcist hvor hans nye harpiks- katedral kommer til at ligge.
Umiddelbart ligner travbanen og Aalborg Portland Parks nuværende placering de to bedste bud på en ny arena. Det skal det videre arbejde dog fastslå.
Jan Larsen lægger ikke skjul på, at det er en drøm, der går i opfyldelse, hvis det stort anlagte projekt realiseres.
- Det er ingen hemmelighed, at ny og større arena da er noget, vi har talt om i ejerkredsen hos Aalborg Håndbold. Både jeg, Eigild og Mark har talt om muligheden for sådan et projekt, så det er lige vand på vores mølle, at andre kommer og præsenterer os for den her vision, siger Jan Larsen.
- Vi vil gøre vores for, at det her lykkes. Det her er også vores drøm, og for en håndboldnørd som mig er det her det ultimative projekt, siger Jan Larsen.
Han påpeger, at en ny og større arena med mere end de 5500 sæder i Sparekassen Danmark Arena i Gigantium er kulminationen på en drøm, der over tid har udviklet sig.
- Først var drømmen at komme ind i stadionhallen, så blev drømmen at komme ud i Gigantium, og nu er drømmen at flytte ind i en ny og større arena. Det vil være det ultimative mål for os, siger Jan Larsen.
Op til denne sæson fik Aalborg Håndbold øget tilskuerkapaciteten, så den rammer 5500, men der er stadig en lang venteliste til sæsonkort, og interessen for at se Aalborg Håndbold er i det hele taget enorm. Derfor er en ny og større arena helt afgjort en nødvendighed for Aalborg Håndbold på den lange bane.
Lige nu er der ikke fastlagt noget omkring tilskuerkapacitet i den nye arena, men Jan Larsen har en meget god ide om, hvor han gerne ser kapaciteten lande.
- Det vil jo ikke give mening, at vi for eksempel kun bygger med en kapacitet på 7000. Et godt bud er, at vi lander et sted mellem 10.000 og 15.000, så må vi se, hvad der kan lade sig gøre. Jeg vil helst ikke sige, at vi skal have så og så mange pladser, men det er klart, at det skal give mening, siger Jan Larsen.
Aalborg Håndbold har en ambition om at blive verdens bedste håndboldklub på og udenfor banen. Med planerne om en ny og større arena er der taget et stort skridt i den rigtige retning på den front.
- Det bliver unægtelig nemmere, hvis vi får bedre faciliteter, og det vil have mange afledte effekter. Matchday-indtægter er en vigtig del, men vi kommer forhåbentlig også til at kunne tilbyde vores sponsorer bedre rammer, så det hele får et løft, siger Jan Larsen.
Sidst men absolut ikke mindst glæder han sig på Aalborgs og Nordjyllands vegne over de nye planer.
- Det gør mig stolt som nordjyde og borger i Aalborg Kommune, at vi tør tænke så stort. AaB, Aalborg Pirates og Aalborg Håndbold har præsteret flot, og hvis man skal blive ved med det, kræver det gode rammer. Nu får vi et projekt, der kan være med til at løfte hele byen og landsdelen, siger Jan Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.