Så sker der noget: AaB henter svenske Oscar Hiljemark
Midtbanespilleren har en fortid i Genoa og Dynamo Moskva kommer til på en treårig aftale
Opdateret 26. oktober 2020 kl. 11:36
FODBOLD: Mandag 5. oktober er også dagen, hvor transfervinduet lukker, og AaB er den første af de nordjyske klubber til at handle.
Ind kommer den svenske midtbanespiller Oscar Hiljemark på en treårig aftale.
Han er en midtbanespiller med et flot cv med en fortid i blandt andet PSV og Palermo. AaB henter ham i Genoa, hvorfra han senest har været udlejet til både Panathinaikos og Dynamo Moskva.
- Han er en dynamisk boks-til-boks-spiller som også kan spille sekserrollen, hvis det er det, der er brug for, siger AaB's sportschef Inge André Olsen.
- Sidst i et transfervindue åbner der sig som regel nogle muligheder, der ikke umiddelbart vil være tilgængelige tidligere i vinduet, og det må vi sige, er tilfældet her med en topspiller som Oscar Hiljemark, der er en markant forstærkning af vores hold.
AaB solgte tidligere på sommeren Patrick Olsen til AGF og lige siden har man ledt efter en spiller, der kan gå ind og overtage lige præcis den rolle på holdet.
Oscar Hiljemark stammer oprindeligt fra den svenske klub Elfsborg, men siden 2012 har han været ude i Europa. Samme år debuterede han også for det svenske landshold, for hvem han har spillet 27 landskampe og scoret to mål.
- AaB har gang i et superspændende projekt, som jeg glæder mig til at være en del af. Mit indtryk af klubben er rigtigt godt, og AaB’s ambition om igen at vinde noget og deltage i Europa passer mig fortrinligt, for det vigtigste for mig har altid været at vinde, fastslår Oscar Hiljemark i en pressemeddelelse.
Han er 28 år og går dermed ind i sin bedste tid som midtbanespiller. Oscar Hiljemark har flere gange været på blokken hos de danske mestre fra FC Midtjylland, men det blev altså AaB, der endte med at rende med svenskeren.
Og det er ikke sikkert, det bliver det sidste, der sker i AaB i dag.
- Vi arbejder videre med noget hele tiden. Det kan være, der ryger noget ud, for der er flere spillere, der er interessante. Og vi arbejder også videre med flere muligheder, så det kan være, der sker noget. Og ellers er der ting, vi arbejder videre med frem imod næste vindue, siger sportschefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.