Sådan bygger du et mesterhold: Sportschefen giver opskriften

Aalborg Pirates' sportschef Ronny Larsen fortæller her om de både sportslige og menneskelige værdier, der ligger til grund for piraternes store succes

Julian Jakobsen er blot en af mange danske profiler på et profilspækket Aalborg Pirates-hold. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Julian Jakobsen er blot en af mange danske profiler på et profilspækket Aalborg Pirates-hold. Foto: Martin Damgård

ISHOCKEY:De ældre læsere kan sikkert huske Ronny Larsen som en teknisk meget begavet og elegant ishockeyspiller. Ligesom andre tidligere Aalborg-spillere Jens Nielsen og Heinz Ehlers stod Larsen for teknisk og publikumsvenlig ishockey. 

Den stil har han bragt med sig ind i jobbet som sportschef i Aalborg Pirates, hvor han om nogen har været arkitekten bag det hold, der for få dage siden skøjtede den anden DM-titel i nyere tid i hus. 

Nordjyske har derfor spurgt Ronny Larsen ind til, hvad det er for en kultur, han har været bannerfører for, og hvilke kvaliteter, Aalborg Pirates kigger efter, når man rekrutterer både danske og udenlandske spillere. 

- Først og fremmest ligger det fast, at Aalborg Pirates skal spille publikumsvenlig hockey. Alle vores spillere skal kunne bidrage, når vi angriber, men alle skal også tage et slæb, når vi skal forsvare. Det vigtigste er, at vi spiller offensiv hockey, hvor vi vil have pucken. Vi vil kort sagt hellere vinde 6-5 end 1-0, siger Ronny Larsen. 

Han har stået fader til den spillemæssige tilgang, lige siden han fik overdraget det sportslige ansvar. 

- Da jeg fik muligheden for at sætte et aftryk på vores spillestil, var det ret åbenlyst for mig, at vi skulle spille den her slags offensiv og underholdende hockey. Det skulle være et spilkoncept, som jeg kunne se mig selv i, ellers ville det ikke give mening, at jeg skulle være en del af det, og her er det vigtigste at vinde på en underholdende måde, siger sportschefen.

Gennemarbejdet koncept 

Når der skal hverves træner til Pirates, er det også et ufravigeligt krav, at træneren køber ind på Pirates-konceptet. 

- Vi snakker naturligvis med den enkelte træner om det, men hvis ikke han ønsker at spille slags hockey, som Pirates skal spille, så er det ikke ham, der skal være træner, siger Ronny Larsen, der ser ud til at have fundet en "keeper" i Garth Murray, der dog har kontraktudløb efter denne sæson. 

Med et gennemarbejdet spilkoncept på plads er det også lidt nemmere at gå ud i spillermarkedet og finde de rette brikker til puslespillet. 

- Vi kigger først og fremmest efter spillere, der er gode med pucken og som har fart i skøjterne. Selv backerne skal ville med frem i banen og bidrage. Det er nogle af de mest oplagte kompetencer, vi kigger efter, forklarer Ronny Larsen, der dog har brug for referencer på nye pirat-emner, inden man når til en egentlig kontraktunderskrivelse. 

- I vores research kigger vi også meget på den enkelte spillers karakter. Vi har et fantastisk omklædningsrum, så alle nye spillere skal kunne glide ind og blive en del af det, siger Ronny Larsen, der påpeger en ikke uvæsentlig detalje i forhold til udenlandske spillere i Pirates. 

- Normalt vil det være sådan, at en udenlandsk spiller bliver hentet ind som en profil og stjernespiller, men her i Pirates har vi allerede en række profiler, som er danske eller har været i klubben i flere år, så det skal en ny udenlandsk spiller kunne acceptere. En udenlandsk spiller skal passe ind i det koncept, og derfor behøver han ikke at blive topscorer for at blive en succes.

Med danske profiler tænker Ronny Larsen på lokale spillere som Julian Jakobsen, Lasse Bo Knudsen, Tobias Ladehoff og Jeppe Jul Korsgaard, der må siges at udgøre rygraden på og udenfor isen. 

Netop omklædningsrummet og forholdene udenfor isen er en anden og måske lidt undervurderet faktor, som Ronny Larsen og resten af Pirates-organisationen gør en dyd ud af at prioritere. 

- Aalborg er en dejlig by at bo i, men vi gør også meget for, at det skal være nemt for nye spillere at falde til. Vi har et omklædningsrum med et godt hierarki, men der er samtidig højt til loftet. Det er sådan vi skaber det sammenhold, der er afgørende for succes og de sidste procenter på isen, siger Ronny Larsen. 

Det bedste vidnesbyrd på, at omklædningsrummet er godt og sammenholdet enormt er, når de udenlandske spillere enten vælger at blive i klubben over længere tid, som Pierre-Olivier Morin, Victor Panelin-Borg og Kirill Kabanov er gode eksempler på. 

- Det betyder enormt meget, at vi både har danske og udenlandske spillere, der går igen fra sæson til sæson. Det gør det nemt for alle nye spillere at falde hurtigt ind i rytmen, fordi der er mange, der kan vise dig vejen, siger Ronny Larsen. 

Godt navn i markedet

Sidst men ikke mindst er Aalborg Pirates blevet en attraktiv klub blandt både spillere og agenter. 

- Vi har da fået opbygget et godt navn ude i markedet. Vi har både danske spillere, der gerne vil komme til klubben, men vi oplever også, at agenter anbefaler udenlandske spillere at komme til Aalborg. 

- Et godt eksempel er Dylan Steman. Han havde bedre tilbud på hånden end det, vi kunne tilbyde, men jeg har et godt forhold til hans agent, og han anbefalede Dylan at vælge os, fordi han vidste, at vi ville blive et godt match. Derudover vidste han fra tidligere spillere, han har haft hos os, at vi har styr på tingene udenfor banen, og det betyder meget, når du rejser fra Nordamerika til Europa, siger Ronny Larsen. 

Aalborgs dygtige sportschef er allerede godt i gang med at sammensætte næste sæsons hold, hvor flere profiler kommer til at gå igen fra mesterskabsholdet. 

- Der er gang i den lige nu. Der er mange, jeg skal have snakket med. Jeg har heldigvis også en skuffe med en del aftaler, der allerede er på plads, så vi skal nok få et godt hold, konstaterer Ronny Larsen, der blandt andet skal have en snak med alle udenlandske spillere minus Kirill Kabanov, der er eneste "import", der er på kontrakt for næste sæson. 

Blandt andet skal Larsen have en snak med Ian Edmondson, der over for Nordjyske har ytret interesse for at blive i Aalborg. 

- Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi også har været meget glade for Ian. Han er virkelig gået godt ind i omklædningsrummet og er bare en herlig positiv gut, så nu må vi se, hvor den lander, siger Ronny Larsen.

Trupstatus hos Aalborg Pirates

De er på kontrakt til den kommende sæson: 

George Sørensen, Frederik Søgaard, Nikolaj Carstensen, Anders Koch, Lasse Bo Knudsen, Jonas Jakobsen, Emil Marcussen, Kirill Kabanov, Julian Jakobsen, Patrick Bjorkstrand.

De har udløb: 

Thomas Spelling, Jeppe Jul Korsgaard, Tobias Ladehoff, Mikkel Højbjerg, Martin Højbjerg, Nikolaj Nielsen, Ian Edmondson, Victor Panelin-Borg, Jonas Wilquin, Johan Skinnars, Emilio Romig, Dylan Steman, Charlie Curti, Pierre-Olivier Morin.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.