Sådan forholder Prip sig til massiv kritik

Louka Prip begynder så småt at ligne sig selv igen i forbindelse med AaB's træninger. Han er nemlig ved at komme i form efter en skade

En skade i det ene baglår har i den grad hæmmet Louka Prip i begyndelsen af denne sæson. <i>Foto: Martin Damgård</i>

En skade i det ene baglår har i den grad hæmmet Louka Prip i begyndelsen af denne sæson. Foto: Martin Damgård

FODBOLD:Ved torsdagens AaB-træning var langt de fleste spillere med. Det var kun Jacob Ahlmann, der ikke trænede med. Både Lucas Andersen og Allan Sousa var med i hele træningen, og dermed må det antages, at de er klar til at spille søndagens hjemmekamp mod Brøndby. 

Det samme synes at være tilfældet for Louka Prip, der har været skidt spillende i de første fem kampe i denne sæson. Sidste sæsons høje Prip-niveau er blevet afløst af en sløj udgave af den normalt så målfarlige AaB-spiller. Så spørgsmålet er, hvornår man atter kan forvente at se Prip tilbage på et højt niveau.

- Det er et godt spørgsmål. Jeg ved, at hvis jeg bliver ved med at træne godt og hårdt, så skal det nok komme. Sådan var det også i sidste sæson, siger Louka Prip.

- Jeg må bare prøve at gøre hvad jeg kan, og så må jeg forsøge at påvirke det, jeg kan påvirke. Det er blandt andet at score mål til træning, og det er jeg begyndt at gøre igen, så på den måde er jeg fortrøstningsfuld, men det er klart, at jeg rigtig gerne vil til at vise det samme i kamp, siger Louka Prip.

Ved torsdagens træning var han klart den skarpeste AaB-spiller i de forskellige spil, som blev afviklet under træningen. Der blev banket bolde ind med det karakteristiske korte aftræk. Altså en version af Prip, man endnu ikke har set i denne sæson, hvor hans præstationer ikke har ramt det forventede niveau.

 - Jamen det er jeg helt enig i. Jeg er min egen største kritiker. Jeg ser skam også de her ting, så der er ingen tvivl om, at det har været svært for mig i starten, siger Prip, der har døjet med et skadesmæssigt efterslæb. En skade i venstre baglår har været med til at holde ham tilbage.

- De første par kampe, gjorde det ondt. Der kunne jeg ikke sprinte ordentligt efter 20 minutter, eller sådan noget. Det har jeg døjet med i et stykke tid, men nu er jeg ved at være 100 procent igen. Så mit håb er, at jeg kan begynde at levere på samme niveau, som jeg gjorde i sidste sæson, siger Louka Prip, der både har været ramt fysisk og mentalt på grund af baglårsskaden. 

- Når jeg kan mærke, at det også hæmmer mig i kamp, eller jeg ikke er i topform, så påvirker det mig naturligvis også mentalt. 

Efter en på alle måder meget skuffende præstation i Silkeborg, blev Louka Prip skydeskive for vrede AaB-fans, der blev tossede over, at han fandt smilet frem, mens han blev interviewet. Et interview hvor han blandt andet også roste Silkeborg. Det gjorde ham til en upopulær mand blandt Twitter-brugere med interesse for AaB.

- Jeg har ikke rigtigt lagt mærke til det. Sådan noget lægger jeg ikke så meget mærke til, men de er skuffede, og det er vi også, men jeg har ikke set, hvad det handler om, siger Louka Prip om den shitstorm, som ramte ham.

Han er som altid meget ærlig, og Prip har stor selvindsigt i forhold til de seneste præstationer.

- For mig handler det om, at jeg skal blive bedre i den daglige træning og score mine mål der. Vi har alle vores opture og nedture, og lige nu er jeg inde i en nedtur. Jeg arbejder stenhårdt på at komme tilbage på mit niveau, siger Prip, der kan mærke, at det begynder at lysne på den konto.

- Jeg kan mærke, at låret fremfor alt føles meget bedre. Jeg kan meget mere, og mit touch begynder også at sidde der. Jeg er fortrøstningsfuld, men det er indlysende, at jeg gerne snart vil vise noget godt i en kamp, siger Louka Prip.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden