Fodbold

Sabbi-straffe sikrer OB vigtigt point mod Sønderjyske

Emmanuel Sabbi reddede OB et vigtigt point i kampen om syvendepladsen i 1-1 kampen på Nature Energy Park.

OB ligger på syvendepladsen i Superligaen efter 1-1 mod Sønderjyske.
OB ligger på syvendepladsen i Superligaen efter 1-1 mod Sønderjyske. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Søndag eftermiddag fik OB et point, der kan vise sig at være vigtigt i kampen om syvendepladsen.

En dramatisk affære mod Sønderjyske på Nature Energy Park endte 1-1.

Den offensive midtbanespiller Emil Frederiksen bragte gæsterne foran, inden hjemmeholdets kantspiller Emmanuel Sabbi udlignede til 1-1 på et straffespark.

Det ene point til OB betyder, at klubben overhaler Viborg i tabellen grundet en bedre målscore, men Viborg har dog én kamp i hånden, som spilles søndag aften mod AGF.

Sønderjyske var allerede inden kampen definitivt rykket ud af 3F Superligaen.

Det skulle dog ikke forhindre Sønderjyske i at komme flyvende ud til søndagens kamp. En fejl af Hans Christian Bernat blev straffet prompte af Emil Frederiksen, der opfangede en skidt aflevering fra OB-keeperen.

Herefter var det en smal sag for Emil Frederiksen at sparkede bolden ind i det lange hjørne i det tredje minut.

OB satte sig efter scoringen på kampen, men det kneb med at skabe chancer i åbent spil.

Mandskabet skulle dog få spillets største chance for at udligne i det 39. minut. OB-kantspilleren Emmanuel Sabbi blev nedlagt, men Issam Jebali sparkede et dårligt straffe, som Nicolai Flø nemt kunne holde.

Kampbilledet fortsatte i anden halvleg. OB var mest på bolden, mens gæsterne primært truede på omstillinger.

OB-presset udmøntede sig efter en times spil i et straffespark, der blev begået af Sønderjyskes forsvarsspiller Maxime Soulas.

Efter et langt VAR-tjek kunne Sabbi denne gang gå til bolden, og han eksekverede sikkert.

Hjemmeholdet fik i det 87. minut en gylden mulighed for at bringe sig foran, da Max Fenger var alene igennem og rundede Nicolai Flø, men angriberens afslutning gik i sidenettet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden