Særligt én AaB-spiller er varm på rygtebørsen

AaB's sportschef Inge André Olsen har planen klar for det kommende transfervindue, hvor et spillersalg kan ændre planerne

Inge André Olsen går ind til sommerens transfervindue med ro i maven og med gode kort på hånden.  <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Inge André Olsen går ind til sommerens transfervindue med ro i maven og med gode kort på hånden.  Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Med transfervinduets snarlige genåbning når rygtestrømmen vanen tro tsunami-agtige dimensioner. Her går AaB ikke fri. Det gælder både rygter om indgående og udgående trafik. 

Sportschef Inge André Olsen har dog ikke travlt med at kommentere på rygtestrømmen, men vanen tro forholder han sig gerne til spillernes situation på et mere overordnet plan. 

Det varmeste navn på rygtebørsen er lige nu Louka Prip, der tiltrækker sig interesse fra udlandet. Særligt et par tyske klubber med Schalke 04 i spidsen bliver flere steder nævnt som mulige købere af AaB's topscorer. 

- Der er så mange rygter lige nu. Der er mange, som snakker, men det er helt naturligt, at vi oplever interesse for Louka Prip. Vi er meget tilfredse med den sæson, som han har haft hos os, men har ikke noget konkret bud på ham, siger Inge André Olsen.

- Vi må se, om der sker noget med ham. Vi har jo en plan om, at vi gerne vil lave et salg i løbet af sommeren, og han er da en af de spillere, der kan blive aktuel, hvis det rigtige bud kommer, siger Inge André Olsen. 

En anden spiller som der ifølge AaB's norske sportschef kan blive aktuel i salgsøjemed er Malthe Højholt.

- Der har jo tidligere været interesse for Malthe, så han kan også blive et salgsemne. Vi har i det hele taget en række spillere, der kan være interessante for andre klubber, så vi må se, om det kommer på tale. Vi står i en situation, hvor vi kun sælger, hvis prisen er rigtig, siger Inge André Olsen.

Begrænsede midler

Det er ikke kun den udgående trafik, der samler sig interesse om. Der er bestemt også mange rygter om spillere, der kan slutte sig til AaB. 

Allan Sousa er allerede offentliggjort som ny mand i AaB-trøjen, og Lars Kramer er også blevet rygtet til klubben. Man skal efter alt at dømme også finde en ny keeper, da Jacob Rinne synes tabt for AaB. 

- Det er fortsat en stopper og en målmand, som vi primært leder efter. Ellers må vi se, hvordan markedet udvikler sig. Det er klart, at vi kan komme til at ændre planer, hvis for eksempel sælger en spiller, siger Inge André Olsen, der understreger, at AaB ikke kommer til at gå shop-amok i tilfælde af en plads i Europa. 

- Det kommer ikke til at have den store indflydelse på vores planer for vinduet, om vi kvalificerer os til Europa eller ej. Det vil først være i tilfælde af kvalifikation til et gruppespil, at vi vil ændre på vores planer, siger Inge André Olsen.

- Vi skal stadig huske på, at vi ikke bare kan gå ud og hente en spiller i Tyskland, Frankrig eller Tjekkiet. Vi har ikke den slags midler. Det fungerer heller ikke sådan, at vi i tilfælde af et salg kommer til at bruge 50 procent af salgssummen til at geninvestere, siger Inge André Olsen. 

På ungdomssiden er AaB også godt i gang med at opruste. Jungletrommerne, sender den nuværende FC Midtjylland-angriber Donavan Bagou til AaB. Han har tidligere spillet i B93, inden han  i 2019 skiftede til FCM. Han har alderen til at spille U19-fodbold i næste sæson.

Et andet navn, der har været sat i forbindelse med AaB er FC Midtjyllands Oscar Fraulo, men her skulle der ikke på nuværende tidspunkt være konkrete forhandlinger. Den unge midtbanespiller har kontraktudløb i FCM til nytår.

Du kan høre mere om AaB i Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten. I den nyeste udgave medvirker sportsredaktør Claus Jensen, Thisted FC's cheftræner Bo Zinck og Thomas Gaardsøe, der er tidligere professionel fodboldspiller, fodboldagent og ekspertkommentator. Du kan finde Ripodsten i din foretrukne podcast-app. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.