Særligt træk har gjort Frederikshavn flyvende
Der blæser positive vinde over ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks, der havde en alvorssnak efter ydmygelse mod Aalborg Pirates
Opdateret kl. 19:46
Seks sejre i de seneste seks kampe står i skærende kontrast til Frederikshavn White Hawks' første 15 kampe i denne ishockeysæson. De resulterede i én sejr og 14 nederlag.
Den hårde indledning på sæsonen er dog lykkeligt glemt i Frederikshavn, hvor et 2-9-nederlag til Aalborg Pirates blev et lavpunkt, som man siden har lagt stor afstand til.
I mandagens kamp blev Rødovre Mighty Bulls besejret 5-2. Det var ikke alene den sjette sejr på stribe efter den ydmygende oplevelse i Aalborg. Sejren sendte også Frederikshavn væk fra sidstepladsen, som Rødovre i stedet dumper ned på.
Noget er tydeligvis forandret, men spørgsmålet er, hvad der er sket i de seneste små fire uger.
- Vi satte os ned efter nederlaget i Aalborg og tog en alvorssnak om, hvad vi skulle ændre, for noget skulle ske. Alt blev vendt, og vi kom frem til nogle ting, som vi skulle forsøge at gøre bedre. Først og fremmest handlede det om, at alt, hvad vi gør, skal vi gøre som et hold på isen, siger Patric Wener, der roser fælleskabsånden, der præger dagligdagen på isen.
- Inden sæsonen sagde jeg, at vi havde meget potentiale, men vi har et ungt hold, så det ville komme til at tage tid at spille det sammen. Vi havde mange kampe, som vi kunne have vundet tidligere på sæsonen, men de kampe er vi begyndt at vinde nu, og det kommer sig af en holdindsats og kollektiv disciplin.
Rent taktisk er der også ændret lidt i måden, som man griber tingene an på. Faktisk har Patric Wener været meget konkret i forhold til, hvad han ønskede af spillemæssige forbedringer.
- Det er først og fremmest i midtzonen, vi er blevet bedre. Når vi gør det godt i midtzonen, tager vi det både med ned i egen zone, men vi bringer det også ind i vores offensiv. Et godt spil i midtzonen har været afgørende for, at vi har løftet vores spil, siger Patric Wener.
Mange gange hører man sportsfolk snakke om, at de ikke kigger på tabellen, men den myte afliver Patric Wener ret så eftertrykkeligt, da han bliver spurgt ind til betydningen af at have overhalet Rødovre i tabellen.
- Det betyder meget for os alle sammen, at vi ikke ligger sidst nu. Vi kigger jo på tabellen, og her er det rart, at vi kan spore fremgang, siger Patric Wener.
Måske kan han også snart sige goddag til en ny spiller. Sportschef Kasper Kristensen fortæller nemlig til Nordjyske, at succesen ikke har fået ham til at læne sig tilbage. Tværtimod. Der foregår et arbejde i kulissen for at sikre en forstærkning.
- Vi forventer, der kommer noget ind. Vi kigger på flere forskellige imports, men lige nu er vi i konkret dialog med en enkelt udenlandsk spiller, som vi håber at skrive med. Lige nu føler vi ikke, der er vildt mange spillere på markedet, der kan gå ind og gøre den ønskede forskel for os, så vi holder os til den ene spiller, vi er i dialog med, siger Kasper Kristensen, der glæder sig over, hvad han har set i de seneste kampe.
- Det er et helt andet hold, så det er utroligt, hvad sejre kan gøre. Vi formår at stå sammen nu, og vi har flyttet os ikke bare ét men flere niveauer over de seneste uger. Vi er på rette vej, siger sportschefen.
Lige nu er Frederikshavn nummer otte i Metalligaen med 23 point, mens Rødovre er nummer ni med 21 point. Københavnerne har oven i købet spillet en kamp mere end vendelboerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.