Sæsonen er forbi for Mors-Thy-spiller
Johan Nilsson er blevet opereret og kommer tidligst til at spille for Mors-Thy i næste sæson
THY-MORS: Mors-Thy Håndbold må vente til næste sæson med at få glæde af Johan Nilsson.
Den svenske bagspiller har været plaget af en rygskade, siden han i sommer vendte tilbage til Mors-Thy Håndbold, og derfor er han blevet opereret, skriver Mors-Thy Håndbold på sin hjemmeside.
- Det er en diskusprolaps, der driller, og for et par uger siden fik Johan lavet et indgreb på Idrætsklinikken, Regionshospitalet Silkeborg, og nu venter en lang periode med genoptræning, inden vi ser Johan på banen igen til den kommende sæson, lyder det fra Mors-Thy Håndbold.
Johan Nilsson var i sidste sæson udlejet til Mors-Thy Håndbold, men det varede kun i 12 dage, inden hans svenske klub IFK Kristianstad kaldte ham tilbage. Han nåede dog at imponere Mors-Thy i sit korte ophold i klubben, hvorfor nordvestjyderne op til denne sæson hentede svenskeren tilbage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.