Salah bliver dobbelt målscorer i sejr over Bournemouth
Mohamed Salah scorede to gange for Liverpool, der vandt 2-0 ude over Bournemouth i Premier League.
Liverpool styrer stadig sikkert mod det engelske mesterskab efter en sejr på 2-0 ude over ellers formstærke Bournemouth i Premier League.
Stjerneangriberen Mohamed Salah scorede begge mål for Liverpool, der undervejs havde store problemer i lørdagens kamp.
Bournemouths kantspiller Antoine Semenyo hamrede bolden på stolpen efter 20 minutter, og så var udeholdet advaret.
Men i stedet slog Liverpool til i den anden ende med en scoring.
Liverpool-angriberen Cody Gakpo blev hægtet i feltet, og Salah udnyttede det efterfølgende straffespark til at score til 1-0 efter en halv time.
Siden fik Bournemouth annulleret et mål for offside, men det drejede sig om få centimeter.
I anden halvleg blev Bournemouth ved med at arbejde hårdt for at fremtvinge en udligning, og det var tæt på efter 70 minutter.
Bournemouths indskiftede midtbanespiller Marcus Tavernier bankede bolden på stolpen, og riposten faldt lige ud til Justin Kluivert, som ikke magtede at styre den i nettet.
Og så gentog billedet fra første halvleg sig, da Liverpool slog til i den anden ende.
Igen var det Salah, der med legende lethed og en af sine specialiteter fandt det lange hjørne med et skruet spark. Curtis Jones stod for assisten.
Med sejren topper Liverpool rækken med 56 point efter 23 kampe. Arsenal har ni point færre på andenpladsen.
Nottingham Forest, der tidligere lørdag vandt med hele 7-0 hjemme over Brighton, har også ni point færre på tredjepladsen.
Men Nottingham Forest har spillet en kamp mere end de øvrige tophold.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.