Fodbold

Salzburg-dansker: Vi kan være stolte

Rasmus Nissen Kristensen måtte se sit hold smide en sejr over Bayern München til sidst i Champions League.

Rasmus Nissen Kristensen spillede hele kampen for Red Bull Salzburg.
Rasmus Nissen Kristensen spillede hele kampen for Red Bull Salzburg. Kerstin Joensson/Ritzau Scanpix

Det var med oprejst pande, at Rasmus Nissen Kristensen og danskerens holdkammerater i Red Bull Salzburg onsdag kunne gå fra banen.

I klubbens første af to ottendedelsfinaler mod Bayern München i Champions League endte det 1-1. Salzburg førte endda det meste af opgøret, inden en udligning af Bayern til allersidst sørgede for uafgjort.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, når man lukker et mål ind i sidste minut, men alt i alt kan vi være stolte, siger Rasmus Nissen Kristensen i et interview vist på TV3+ efter kampen.

- Vi er et rigtigt ungt hold, der er med i knockoutfasen i Champions League for første gang, og så spiller vi 1-1 med Bayern.

Salzburg kom foran efter cirka 20 minutter og holdt altså fast i den overraskende føring helt frem til 90. minut, hvor Kingsley Coman så slukkede det østrigske holds vinderdrøm.

- Vi var under pres i det meste af kampen og forsvarede os bravt, og med lidt held havde vi måske scoret til 2-0, og det havde måske været for meget.

- Det var helt klart en holdindsats i dag, og nu venter der en endnu større opgave i München. Vi fik meget hjælp af fansene i dag. Nu må vi se, hvordan det går. Jeg kan ikke vente til om tre uger, siger den danske back.

Han fik i slutfasen selskab på banen af landsmanden Maurits Kjærgaard, men de to danskere måtte altså se den sydtyske fodboldmastodont forhindre en gedigen overraskelse i Salzburg.

- Vi var selvfølgelig trætte (ved udligningen til sidst, red.). Vi kæmpede med at holde fast i bolden. Vi løb meget, forsvarede os meget, kæmpede meget. Og man må også anerkende Bayerns kvalitet og indsats. Det var fuld fart på i 90 minutter, og vi holdt stand i 89 minutter, og så lukkede vi et mål ind, siger Nissen Kristensen.

- Havde du spurgt mig før kampen, om jeg ville tage en 1-1'er, så havde jeg gjort det.

Returopgøret på Allianz Arena i München bliver spillet 8. marts.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden