Samlet Qatar-protest gør indtryk på AGF-anfører

AGF- og Viborg-fans gjorde indtryk på AGF-anfører Patrick Mortensen, da de samlet protesterede mod VM i Qatar.

Der var fanprotester mod fodbold-VM i Qatar i kampen mellem Viborg og AGF søndag. <i>Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix</i>

Der var fanprotester mod fodbold-VM i Qatar i kampen mellem Viborg og AGF søndag. Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Publikum løb midt i første halvleg med opmærksomheden i kampen mellem AGF og Viborg, da en koordineret fanaktion mellem de to grupperinger satte fokus på det kontroversielle VM i Qatar.

Da minuttallet symbolsk ramte 22, begyndte AGF-fansene at råbe "boykot", som Viborg-fansene kvitterede ved at råbe "Qatar" tilbage den anden vej.

Den samlede indsats fra de to fangrupper fik ros af Patrick Mortensen, der er anfører i AGF.

- Det gjorde indtryk på mig, at to fangrupperinger, som egentlig er kendt for at hade hinanden, lige pludselig kunne samarbejde om sådan en ting. Jeg syntes, det var smukt.

- Det var fedt, at fansene kunne samarbejde på den måde og sende et signal.

- Der er sagt og skrevet mange ting om Qatar, og jeg er ikke den første til at sige, at det er frygtelige ting, der foregår dernede, siger Patrick Mortensen.

Angriberen, der stod for AGF's eneste mål i 1-1-kampen mod Viborg, opdagede ikke selv protesten, da den foregik. Han blev dog informeret om det efter kampen.

Patrick Mortensen har personligt svært ved at sætte ord på, hvordan fodboldspillerne selv skal agere i forbindelse med slutrunden.

- Hvad skal vi gøre som fodboldspillere? Landsholdsspillerne bliver sat i bås, og det er i grunden synd, synes jeg, siger Patrick Mortensen.

En anden, der først blev fortalt om hændelsen efter kampen, var Uwe Rösler, cheftræner i AGF.

Efter kampen forholdt han sig til fansenes protest mod slutrunden, der løber af stablen senere på måneden og ind i december.

- Når så mange mennesker kollektivt giver deres mening til udtryk, er det et klart billede af, at alle har fokus på menneskerettigheder.

- Jeg elsker fodbold, og jeg ville ønske, at jeg kunne glæde mig til VM. Det er svært at glæde sig, når man hører om, hvad der foregår i Qatar, der aldrig skulle have fået slutrunden i første omgang, siger Uwe Rösler.

Demonstrationen fra de to fangrupperinger kommer oven på lignende scener i Tyskland, hvor fans også er gået sammen med budskabet om at boykotte Qatar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.