Samtlige turneringsvindere vender tilbage til Made in Denmark
Golftuneringen lokker alle tidligere vindere tilbage til Himmerland Golf & Spa Resort i maj
GOLF: Når Made in Denmark til maj vender tilbage til Himmerland Golf & Spa Resort, så bliver det med nogle velkendte ansigter i spillerfeltet.
Tirsdag kunne Made in Denmark nemlig melde ud, at samtlige vindere af den danske European Tour-turnering vender tilbage i år. Blandt dem er for eksempel Thomas Pieters, der både deltog i Ryder Cup og vandt Made in Denmark i 2016.
Foruden belgieren har Matt Wallace, David Horsey, Marc Warren og det amerikanske stjernefrø Julian Suri - som i fjor ikke kom tilbage til Danmark for at forsvare sin turneringssejr - meldt deres ankomst.
Fredag er der tilmeldingsfrist for Made in Denmark, og dermed kendes listen over samtlige deltagere snart. Det forventes dog, at alle danske European Tour-spillere stiller fra start - inklusiv nordjyderne Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen.
Turneringen løber af stablen ved Gatten fra den 23. til 26. maj.