Sport

San Antonio udligner i tæt kamp om finalebillet i NBA

Victor Wembanyama sprudlede for San Antonio Spurs, som holdt NBA-stjernen Shai Gilgeous-Alexander i kort snor.

Oklahoma City Thunder-stjernen Shai Gilgeous-Alexander (til venstre) blev markeret tæt af Victor Wembanyama og resten af San Antonio Spurs-mandskabet.
Oklahoma City Thunder-stjernen Shai Gilgeous-Alexander (til venstre) blev markeret tæt af Victor Wembanyama og resten af San Antonio Spurs-mandskabet. Ronald Cortes/Ritzau Scanpix

Tættere og mere spændende kan det ikke blive mellem San Antonio Spurs og Oklahoma City Thunder i kampen om en plads i NBA-finalen.

San Antonio vandt natten til fredag dansk tid 118-91 hjemme over Oklahoma og udlignede til 3-3 i kampe.

Dermed skal der en syvende og afgørende kamp til for at afgøre semifinaleserien i den bedste nordamerikanske basketballrække.

I den sidste gyserkamp vil Oklahoma have fordel af hjemmebane natten til søndag dansk tid.

Victor Wembanyama førte an for San Antonio i den sjette kamp mellem de to mandskaber med 28 point, 10 rebounds og 3 blokeringer.

Men selv uden det franske fænomen spillede San Antonio Spurs bedst og leverede en god holdpræstation.

En god defensiv banede vejen for sejren, og Oklahoma-stjernen Shai Gilgeous-Alexander blev holdt ned på 15 point som den mest scorende for udeholdet.

Det var det laveste antal point for Gilgeous-Alexander, siden han lavede 14 point for et år siden i NBA-slutspillet. Han brændte flere forsøg, end han har gjort tidligere i slutspillet.

- Jeg ved ikke, hvad der gik galt for at være helt ærlig. Mange af de forsøg, jeg havde, har jeg forsøgt mange gange før. Men det var ikke godt.

- De var mere aggressive end os fra start til slut. De spillede hårdere end os og scorede mere end os. Vi var på hælene, erkender Gilgeous-Alexander over for Reuters.

Vinderen af den tætte semifinaleserie skal møde New York Knicks i NBA-finalen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden