Håndbold

Sandra Toft sidder over i testkampe med irriteret knæ

Anna Kristensen er indkaldt til landsholdslejren, så Sandra Toft kan sidde over i testkampe før EM.

Sandra Toft døjer med irriteret knæ op til EM.
Sandra Toft døjer med irriteret knæ op til EM. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En uge inden starten på kvindernes håndbold-EM døjer Danmarks førstemålmand, Sandra Toft, med et irriteret knæ.

Landstræner Jesper Jensen har derfor indkaldt yderligere en målvogter i skikkelse af Viborg HK's Anna Kristensen til landsholdslejren i Norge.

Kristensen støder til truppen senere fredag, så Sandra Toft kan sidde over i de kommende to testkampe ved Golden League, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.

Toft skal dog nok blive klar til EM, lyder det.

- Golden League-kampene skal selvfølgelig bruges til, at vi kollektivt kan forberede de sidste ting inden EM, men det vigtigste er, at alle spillere står helt skarpt, når slutrunden starter, siger Jesper Jensen.

- Derfor har vi indkaldt Anna for at spare Sandra, da hun har spillet med lidt irritation i det ene knæ i et stykke tid. Nu giver vi hende lidt ro, men vi er overhovedet ikke nervøse for, at hun ikke er klar til EM, siger landstræneren.

Toft fik heller ikke spilletid, da Danmark torsdag aften slog Brasilien med 34-22 ved Golden League.

Danmark skal i weekenden møde Norge og Holland, inden EM åbnes mod Slovenien næste fredag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden