Savnet til sin hjemby har fået nordjyde til at vende hjem

Gorm Topholt er tilbage i Frederikshavn White Hawks efter to års fravær

Gorm Topholt bragte Frederikshavn White Hawks foran mod Rødovre, men det rakte ikke til point. <i>Foto: Bente Poder</i>

Gorm Topholt bragte Frederikshavn White Hawks foran mod Rødovre, men det rakte ikke til point. Foto: Bente Poder

Det havde alle ingredienserne til at blive det perfekte comeback for Gorm Topholt, da han kort inde i anden periode af fredagens kamp mod Rødovre Mighty Bulls bragte Frederikshavn White Hawks foran 1-0.

Siden scorede Rødovre imidlertid tre gange, og så blev det i stedet alt andet end en lykkelig aften for den hjemvendte frederikshavner.

- Det var dejligt at få scoret, men når vi nu tabte, er det jo ligegyldigt. Vi burde have lukket kampen, men vi var for sløsede i egen zone og scorede ikke på vores chancer, så det er en ærgerlig fornemmelse at stå med, siger Gorm Topholt. 

Den nu 26-årige forward har fået sin ishockeyopdragelse i Frederikshavn, men i de to seneste sæsoner har han tørnet ud for Odense.

Før denne sæson var det dog tid til en returbillet.

- Jeg har haft brug for at komme hjem i vante omgivelser igen og være sammen med de her gutter i omklædningsrummet. Jeg har også savnet at spille mere, og det får jeg lov til her, så det er fedt. Det bliver endnu federe, når vi får nogle sejre, siger Gorm Topholt, der dog ikke fortryder, at han for to år siden fløj fra reden.

- Man skulle lige vænne sig til nogle nye omgivelser, men det var en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Jeg er dog rigtig glad for at være hjemme igen, siger Gorm Topholt.

Gorm Topholt er blandt de mere rutinerede spillere på Frederikshavn White Hawks' hold. <i>Foto: Bente Poder</i>

Gorm Topholt er blandt de mere rutinerede spillere på Frederikshavn White Hawks' hold. Foto: Bente Poder

Denne gang kan forwarden også se frem til at få en større rolle på et Frederikshavn-hold, der har været igennem en større foryngelseskur.

- Det er en anden rolle, men jeg skal komme med noget erfaring. Nu har jeg spillet i ligaen i nogle år efterhånden, så jeg skal lære fra mig, men jeg er jo heller ikke ældre, end at jeg stadig selv kan lære.

- Jeg synes også, at jeg i Odense lærte at bidrage med noget lederskab, og det skal jeg også gøre her, siger Gorm Topholt.

Med fredagens 1-3-nederlag til Rødovre har Frederikshavn White Hawks tabt sæsonens to første kampe, men det har ikke fået Gorm Topholt til at miste modet.

- Det siger sig selv, at vi selvfølgelig skal gå efter en slutspilsplads, og så må vi se, hvad det kan blive til derfra. Resultatmæssigt har det ikke været den bedste start, men jeg er sikker på, at det nok skal blive godt, hvis vi lige kan få de sidste ting til at klikke, siger Gorm Topholt.

Næste opgave for Frederikshavn White Hawks er på fredag på udebane mod Sønderjyske.

White Hawks-Rødovre

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk