Fodbold

Schmeichel debuterer med redninger og pointdeling

Kasper Schmeichel hjalp med et par stærke indgreb Nice til et 1-1-resultat mod Strasbourg.

Kasper Schmeichel jubler over Andy Delorts scoring til 1-0 i første halvleg af 1-1-kampen mod Strasbourg.
Kasper Schmeichel jubler over Andy Delorts scoring til 1-0 i første halvleg af 1-1-kampen mod Strasbourg. Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix

Kasper Schmeichel debuterede søndag i den franske Ligue 1, da Nice hjemme spillede 1-1 mod Strasbourg.

Danskeren havde et par meget stærke redninger undervejs, men blev kort efter pausen passeret af den rutinerede angriber Kevin Gameiro, der lobbede bolden over den danske landsholdsprofil og udlignede.

Andy Delort havde i første halvleg bragt Nice foran 1-0 på et straffespark. Forinden havde Schmeichel vundet en duel med en helt blank Gameiro.

Generelt var Nice på hælene i store dele af opgøret, så Schmeichels indgreb var afgørende for, at holdet skrabede sit andet point i sæsonen hjem efter 1-1 hos Toulouse i sidste uges premiere.

Kasper Dolberg var igen fraværende for Nice. Han har ikke været i aktion, siden han rev skulderen af led i Danmarks Nations League-kamp ude mod Frankrig 3. juni.

Nice skal allerede torsdag igen i aktion, når holdet møder Maccabi Tel Aviv i det første af to opgør om en plads i Conference Leagues gruppespil.

35-årige Schmeichel forlod for et par uger siden Leicester efter 11 år som førsteholdsmålmand i klubben. Han nåede 479 kampe, hvilket gør ham til spilleren med tredjeflest kampe for Premier League-klubben.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden