Schmeichel revser dommer: Ikke set noget lignende

Dommerpræstationen var den værste Kasper Schmeichel har set i mange år, da Leicester torsdag tabte til Roma.

Kasper Schmeichel og Leicester tabte slaget om en finaleplads i Conference League til AS Roma. <i>Isabella Bonotto/Ritzau Scanpix</i>

Kasper Schmeichel og Leicester tabte slaget om en finaleplads i Conference League til AS Roma. Isabella Bonotto/Ritzau Scanpix

AS Roma sikrede sig torsdag den ene finaleplads i Conference League på bekostning af Leicester.

Med en 1-0-sejr i Italiens hovedstad avancerede romerne med samlet 2-1 i semifinaleduellen mod Leicester, men ifølge de engelske gæster fik Roma også lidt hjælp med på vejen.

Leicester-målmand Kasper Schmeichel lufter således en krads kritik af torsdagens dommer.

- Jeg må sige, at det måske er den værste dommerpræstation, jeg har set i mange, mange år.

- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har set noget lignende. Det gør det meget, meget svært at sluge, siger Kasper Schmeichel ifølge TV 2 Sport.

Den danske keeper uddyber ikke, hvad han specifikt er utilfreds med ved dommerpræstationen.

Schmeichel er dog langt fra den eneste fra Leicester-lejren, der har udtalt sig om den serbiske dommer Srdjan Jovanovic efter kampen.

Avisen Leicester Mercury beretter om flere hændelser, der måske blev overset - blandt andet i det tredje minut, hvor Romas Chris Smalling havde armene omkring Leicesters Wesley Fofana i straffesparksfeltet.

Leicester-manager Brendan Rodgers indikerede, at Jovanovic ikke helt kunne holde trit med kampens tempo.

- Jeg er meget skuffet. Jeg ved ikke, om det gik for hurtigt, eller om det var atmosfæren, men det føltes som om, at alle beslutninger gik os imod, siger Rodgers til Leicester Mercury.

Flere Leicester-spillere ville efter kampen tale med den serbiske dommer, og det medførte ifølge avisen, at assistenttræner Chris Davies fik et rødt kort efter slutfløjt.

Jonny Evans var blandt de spillere, der henvendte sig til dommeren.

- Jeg tror, at vi alle er frustrerede over dommeren her til aften, sagde han til Leicester Mercury.

Roma, der vandt kampen med 1-0 på en scoring fra Tammy Abraham efter et kvarter, skal i finalen op mod Feyenoord. Hollænderne slog i den anden semifinale Marseille med 3-2 samlet.

Finalen i Conference League spilles 25. maj i Albaniens hovedstad Tirana.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden