Schmeichel takker Leicester: I tog mig til jeres hjerter

Den danske målmand, der forlader Leicester efter 11 år, sender en stor tak til klubben og fansene.

Kasper Schmeichel siger farvel og mange tak til Leicester efter 11 år, hvor han både nåede at rykke op, vinde Premier League og sejre i FA Cuppen. (Arkivfoto) <i>Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix</i>

Kasper Schmeichel siger farvel og mange tak til Leicester efter 11 år, hvor han både nåede at rykke op, vinde Premier League og sejre i FA Cuppen. (Arkivfoto) Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix

Manchester City, Notts County og Leeds. Og dertil lejeophold hos Darlington, Bury, Falkirk, Cardiff og Coventry.

Jo, Kasper Schmeichel havde været vidt omkring i sit dengang stadig unge fodboldliv, da han i 2011 skrev kontrakt med Leicester, hvor han endte med at blive i 11 år.

Onsdag siger den i dag 35-årige fodboldmålmand farvel og tak til den engelske klub for i stedet at spille for franske Nice. Og det gør han med en afskedsvideo på Instagram, hvor han erklærer sin dybtfølte taknemmelighed.

- Jeg vil sige tak til alle i Leicester. Tak til fansene, jeres støtte gennem årene har været fantastisk. Jeg er meget taknemmelig, siger Danmarks landsholdsmålmand.

- Jeg kom til Leicester som en ung mand, der havde brug for et hjem. Jeg havde brug for lidt kærlighed, jeg havde været omkring mange klubber, og jeg havde brug for et sted, jeg kunne kalde for hjem.

- Og I omfavnede mig, og I tog mig til jeres hjerter. Jeg er meget glad og stolt over at have spillet for Leicester og været anfører og for at have været en del af den flotte historie for denne fantastiske klub.

- Til alle fansene: mange tak. Det har betydet alverden for mig, siger Kasper Schmeichel i videoen.

Danskeren tilbragte de første tre år af sin Leicester-tid i den næstbedste række, men de seneste otte år har Leicester befundet sig i Premier League.

I 2016 sikrede klubben sig sensationelt Premier League-titlen, og sidste år kunne Kasper Schmeichel tilmed løfte FA Cup-trofæet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden