Schweizere rydder bordet i holddisciplin ved alpin-VM
Kometen Franjo von Allmen hentede mere VM-guld, da han og landsmand vandt den kombinerede holdkonkurrence.
Schweiz, Schweiz og Schweiz.
Den kombinerede holdkonkurrence for mænd ved alpin-VM i østrigske Saalbach blev domineret af skiløbere fra ét land.
Schweiziske duoer indtog således de tre podieplaceringer foran stærke konkurrenter fra blandt andet USA, Østrig og Italien.
Hurtigst efter de to gennemløb var duoen med Franjo von Allmen og Loïc Meillard, som dermed fik guldmedaljerne efter en samlet tid på 2 minutter og 42,38 sekunder.
Kometen Franjo von Allmen står dermed noteret for to guldmedaljer ved det igangværende VM, efter at han i søndags blev verdensmester i styrtløb.
Alexis Monney og Tanguy Nef var cirka et kvart sekund langsommere end guldvinderne og tog sølvmedaljer, mens Stefan Rogentin og Marc Rochat fik bronze efter at have været yderligere et kvart sekund langsommere.
I den kombinerede holdkonkurrence skal et hold bestående af to alpinløbere gennemføre ét styrtløb og ét slalomløb.
Hvert land må have op til fire duoer med. Den fjerde schweiziske duo i onsdagens konkurrence gennemførte ikke slalomløbet og blev derfor ikke noteret for en tid.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.