Sport

Schweizisk Team Esbjerg-topscorer er alvorligt skadet

Sidste sæsons ligatopscorer i Danmark, Tabea Schmid, har revet korsbåndet over under VM-slutrunden.

Tabea Schmid under fredagens kamp mod Danmark ved VM. (Arkivfoto).
Tabea Schmid under fredagens kamp mod Danmark ved VM. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Team Esbjergs schweiziske stregspiller, Tabea Schmid, er kommet alvorligt til skade med sit højre knæ ved det igangværende VM.

Det oplyser Team Esbjerg på sin hjemmeside.

Uheldet skete i Schweiz' kamp mod Rumænien, og den efterfølgende MR-scanning viste dårligt nyt:

- Det forreste korsbånd er revet over, det indvendige ledbånd er revet over samt skade på den indvendige menisk.

Nu følger en operation og et langvarigt genoptræningsforløb, oplyser den vestjyske klub.

- Team Esbjerg følger situationen sammen med Det Schweiziske Håndbold Forbund og samarbejder om at hjælpe Tabea tilbage hurtigst muligt og bakker hende op gennem hele forløbet, lyder det i pressemeddelelsen.

Tabea Schmid skiftede før denne sæson til Esbjerg efter to succesfulde sæsoner hos København Håndbold.

I den forgangne sæson blev hun suveræn topscorer i den bedste danske håndboldrække med 287 træffere. Det var 44 flere end den næste på listen.

I denne sæson har hun scoret 52 mål i ligaen, hvilket gør hende til Esbjerg-topscorer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden