Sport

Se billederne: AaB-kvinder solgte sig dyrt i finale

En tidligere AaB-spiller førte med fem scoringer kniven mod sin gamle klub i kvindernes pokalfinale i floorball i Arena Nord

Caroline Christoffersen var AaB's mest iøjnefaldende spiller i pokalfinalen, men i 3. periode var hun uheldig at vrikke om, og siden punkterede Copenhagen kampen.
Caroline Christoffersen var AaB's mest iøjnefaldende spiller i pokalfinalen, men i 3. periode var hun uheldig at vrikke om, og siden punkterede Copenhagen kampen. Foto: Lars Pauli

FREDERIKSHAVN: Det lykkedes ikke for AaB's floorball-kvinder at vinde klubbens fjerde pokaltrofæ, da holdet søndag spillede finale i Arena Nord i Frederikshavn.

Modstanderne fra Copenhagen FC viste sig en tand for stærke og vandt finalen 10-4. Dermed bliver AaB stående på tre pokaltriumfer i klubbens historie (2013, 2018 og 2020).

- Jeg synes egentlig, at vi gjorde en fin indsats langt hen af vejen. De havde et lille overtag på dagen, og så tabte vi det lidt til sidst, da vi var tvunget til at satse, siger AaB-profilen Caroline Christoffersen.

AaB Floorball - Copenhagen FC 4-10
  • Floorball, pokalfinale, kvinder
  • Periodecifre: 2-2, 0-3, 2-4
  • Mål: 0-1 (7.17), 0-2 (13.05), 1-2 Caroline Christoffersen (13.11), 2-2 selvmål (18.13), 2-3 (24.16), 2-4 (26.12), 2-5 (38.32), 3-5 Carina Vestergaard (45.37), 3-6 (52.04), 3-7 (54.56), 3-8 (56.09), 4-8 Michell Knøsen (56.24), 4-9 (58.44), 4-10 (59.58)

Et af navnene på aalborgensernes seneste pokalmesterhold, Laura de Fries, spiller nu for Copenhagen, og hun var med hele fem scoringer med til at sænke de gamle holdkammerater. Hun blev også kåret til årets pokalfighter.

- Hun gjorde en stor forskel på måltavlen, og vi kunne da godt have brugt hendes fem mål, erkender Caroline Christoffersen.

Mens der stadig var håb for AaB. Her jubler de over udligningen til 2-2 i første periode. Foto: Lars Pauli

Copenhagen kom klart bedst fra start i finalen og havde efter 13 minutters spil fortjent bragt sig i front 2-0. Men så hankede AaB-spillerne flot op i sig selv og kom på fornem vis tilbage og fik udlignet til 2-2 før første periodes udløb.

Caroline Christoffersen var drivkraften bag comebacket. Først satte hun reduceringen i nettet på en perfekt tværpasning, og siden fremprovokerede hun udligningen, da hun helt bevidst skød bolden ind på en modspiller, der dermed lavede selvmål.

Laura de Fries (th.) var i 2020 med til at vinde pokalfinalen sammen med Caroline Christoffersen (tv.), men søndag havde hun Copenhagen-trøjen på og blev kåret til årets pokalfighter. Foto: Lars Pauli

I anden periode bragte Copenhagen sig dog hurtigt tilbage i front med både 3-2 og 4-2 - i begge tilfælde på scoringer af Laura de Fries. Dermed var AaB tvunget til at hive et nyt comeback op af hatten.

Aalborgenserne fik også stabiliseret spillet, men de greb ikke de ganske store muligheder, de spillede sig frem til, og i stedet gjorde Copenhagen det til 5-2 mod slutningen af perioden.

Dermed havde AaB noget af et bjerg at bestige i 3. periode, hvor man tidligt måtte se Caroline Christoffersen vrikke om og gå ud. Mens hun ømmede sig, gav holdkammeraten Carina Vestergaard nyt håb med en reducering til 3-5.

AaB's floorballkvinder måtte nøjes med pokalsølvet, mens den store guldpokal gik til Copenhagen FC. Foto: Lars Pauli

Siden vendte Christoffersen tilbage på banen, men lige lidt hjalp det. Laura de Fries var nemlig ikke færdig med at vise sig frem hos Copenhagen, og med otte minutter tilbage punkterede hun reelt finalen med scoringen til 6-3. 

Til sidst gik kampen lidt op i hat og briller, da målene fik lov at sejle ind - med en enkelt AaB-reducering fra Michell Knøsen som adspredelse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden