Se billederne: Der var lagt op til bunddrama, men Mors-Thy var overlegen
Mors-Thy Håndbold mødte søndag HTH-Ligaens bundprop Skive FH, og det endte med to vigtige point til nordjyderne
Opdateret kl. 19:21
HÅNDBOLD: Mors-Thy Håndbold besejrede Skive FH med 29-25 i Skive i noget, der på forhånd var udset som en bundgyser med en tilskuerfyldt hal. Drama kom der, men Mors-Thy var bedst fra start til slut, og derfor udeblev spændingen om resultatet også i store dele af kampen.
I starten af første halvleg kunne Mors-Thy Håndbold ikke ryste Skive-holdet af sig, og det var derfor en meget lige indledning på kampen, hvor de to offensiver lige skulle spille sig ind de første fem minutter.
Målene kom derefter, og det skyldtes til dels gode afslutninger, men også to målmand, der endnu ikke havde fundet storspillet frem.
Mors-Thys offensive aktioner blev oftest afsluttet af de tre bagspillere, Sander Øverjordet, Erik Thorsteinsen Toft og Mads Hoxer Hangaard, og det gjorde de godt med tilsammen 12 scoringer i første halvleg.
Midtvejs i første halvleg begyndte Rasmus Henriksen i Mors-Thy-målet at vise storspillet, og han lukkede stort set de sidste 15 minutter af for Skives skytter.
Det samme kunne målmanden i den anden ikke præstere, men et skifte på målmandsposten med ca. 10 minutter tilbage af første halvleg gjorde, at Mors-Thy brændte de tre første skud på Shadrach-Amie Nsoni.
Scoringerne faldt derfor ikke i en lind strøm som i midten af halvlegen, men Mors-Thy Håndbold havde stadig været det bedste hold defensivt og offensivt i første halvleg, og de kunne dermed gå til pause med en føring på fem mål.
Desuden diskuterede dommerne to gange i halvlegen, om der skulle tildeles rødt kort, først til Mors-Thys Erik Thorsteinsen og fem minutter senere til Skives Mathias Damgaard - begge gange resulterede det dog kun i to minutters udvisninger.
En komfortabel føring havde Mors-Thy, da anden halvleg gik i gang, og den blev udbygget de første par minutter, men så begyndte Skive FH at bide fra sig med tre scoringer, der bragte forspringet til nordjyderne ned på tre mål ti minutter inde i anden halvleg.
Rasmus Henriksen i målet fortsatte, hvor han slap i første halvleg, og han fik desuden god hjælp af sin makker Rasmus Bech, der kom ind og pillede pynten af to af Skives straffekast i den første halvdel af anden halvleg.
På trods af de gode præstationer i målet og en føring, der igen havde ramt de seks mål, ville modstanderen fra Skive ikke lægge sig, og de fik hurtigt bragt føringen ned på tre mål igen med 12 minutter tilbage af opgøret.
Anden halvleg var en rodet affære med mange spilstop og halvfærdige angreb, men det var hverken til det ene eller andet holds fordel. Skive kunne ikke finde det rigtige momentum, og derfor var Mors-Thy i stand til at holde føringen og også udbygge den til fem mål med fem minutter igen efter et par gode scoringer af højreback Mads Hangaard.
Der var dermed ingen vej tilbage, og lige lidt betød det, at Mors-Thys Mads Hangaard fik sin tredje udvisning og dermed rødt kort, kort før Mors-Thy Håndbold kunne trække sig sejrrigt ud af det vigtige opgør i bunden mod Skive FH med 29-25.
Træner for Mors-Thy Håndbold Niels Agesen var tilfreds med dele af spillet, og især spillet i undertal, som de var en del i kampen.
- Jeg synes, at vi bliver ramt af lidt flere udvisninger, end vi har for vane, og jeg tror ikke, at vi taber nogle af de perioder, og det er bare kampafgørende, når man ser på sådan en kamp her, siger Niels Agesen efter kampen.
- Noget jeg er lidt utilfreds med, er, at vi tager tempoet lidt ud i anden halvleg. Vi var egentlig enige om at komme ud at mase, men jeg synes, at vi starter med 20 procent for lidt i anden halvleg. Det bliver lidt for meget på deres præmisser, og der går lidt tid, før vi får justeret det. Lidt unødvendigt kommer de ned på minus tre et par gange.
Det var en vigtig sejr for Niels Agesens mandskab, hvilket han også godt ved.
- Vi har fået lavet lidt afstand til Skive, og vi har to point ned til den grimme plads, så der er ikke noget, vi tager for givet overhovedet. Vi skal vinde nogle af de næste kampe, hvis vi skal vide os sikre overhovedet, slutter Niels Agesen.
Skive FH - Mors-Thy Håndbold 25-29. (11-16)
Stillinger undervejs: 1-2, 5-5, 9-10, 11-15, (11-16), 12-18, 16-20, 19-23, 21-25, 23-27.
Mål, Mors-Thy: Erik Thorsteinsen Toft 8, Mads Hoxer Hangaard 6, Sander Øverjordet 6, Bjarke Christensen 3, Axel Franzen 2, Andreas Nielsen 2, Oscar Von Oettingen 1, Marcus Midtgaard 1.
Mål, Skive FH: Anders Gade 7.
Udvisninger: Skive 3. Mors-Thy 7.
Tilskuere: 1080
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.