Frederikshavn White Hawks

Se billederne: Frederikshavn nedlagde forfølgere

Frederikshavn White Hawks holdt fast i fjerdepladsen med sejr over Esbjerg

Foto: Torben Hansen
Foto: Torben Hansen

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:00

ISHOCKEY: Frederikshavn White Hawks fik tirsdag aften en vigtig sejr i forsøget på at holde fast i den fjerdeplads, der vil give hjemmebanefordel i de kommende kvartfinaler.

Hjemme i Nordjyske Bank Arena blev det 5-2 over Esbjerg Energy, som Frederikshavn nu har seks point ned til. Mellem dem ligger dog Rungsted Seier Capital, der på femtepladsen kun har to point op til vendelboerne.

Frederikshavn White Hawks havde fået Santeri Suistio klar til kamp, selv om den finske back måtte udgå i fredags mod Herning, mens nyerhvervelsen Ludvig Adamsen til gengæld ikke var med.

Det kunne dog ikke forhindre White Hawks i at komme godt fra start. Der var kun spillet lidt mere end fire minutter, da Søren Nielsen bragte hjemmeholdet foran, og halvandet minut før første periodes afslutning blev det også 2-0 takket være Thomas Søndergaards mål.

Midtvejs i anden periode fik Esbjerg reduceret til 1-2 ved Christian Wejse, men Kristian Jensen fik hurtigt udbygget føringen til 3-1.

Små tre minutter før anden periodes afslutning fik Esbjerg dog igen reduceret, da Trevor Cheek gjorde det til 2-3.

Frederikshavn White Hawks slog dog sejren fast med to mål på mindre end to minutter i tredje periode. Christoffer Åkesson scorede først til 4-2, før Christopher Frederiksen fulgte op med sit mål til 5-2.

Frederikshavn har seks kampe tilbage i grundspillet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden