Se billederne: Profil trukket fra isen i ny White Hawks-nedtur

Aleksandr Bumagin ligner en ny tilføjelse på Frederikshavn White Hawks' skadesliste, og dermed må det pressede mandskab undvære endnu en profil med kort udsigt til slutspillet

En hård tackling sender med stor sandsynlighed russiske Aleksandr Bumagin væk fra isen i længere tid. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

En hård tackling sender med stor sandsynlighed russiske Aleksandr Bumagin væk fra isen i længere tid. Foto: Claus Søndberg

FREDERIKSHAVN:Det var en stor udfordring, som ventede Frederikshavn White Hawks, da de tirsdag aften mødte Herning Blue Fox på egen is. Midtjyderne kom nemlig med en dugfrisk pokaltitel i bagagen og kæmper nu for at frarøve Aalborg Pirates en førsteplads i grundspillet.

Derfor var der ingen nåde fra gæsterne, der igen havde pokalhelten Mathias Bau som en afgørende faktor, da Herning Blue Fox vandt 3-1 i Frederikshavn.

Frederikshavn White Hawks - Herning Blue Fox 1-3

  • Ishockey, Metal Ligaen
  • Periodecifre: 1-1, 0-0, 0-2
  • Mål: 1-0 Aleksi Halme (03.39), 1-1 Mathias Bau (17.02), 1-2 Brett Perlini (44.56), 1-3 Phil Marinaccio (58.35)
  • Udvisninger: Frederikshavn 2x2 minutter
  • Tilskuere: 1077

Aleksi Halme var få minutter om at bringe hjemmeholdet foran. Han modtog en lang pasning fra Mads Iversen og drev selv pucken hele vejen ind foran mål og eksekverede. Aktionen var en af flere gode fra finnen gennem opgøret mod topholdet.

Ved udgangen af første periode dukkede storprofilen Mathias Bau, som havde en hovedrolle i herningensernes triumf mod Aalborg Pirates i weekenden, så op. Han fangede en løs puck efter et mislykket angreb fra gæsterne og klarede selv flokken af White Hawks-spillere foran Tadeas Galanskys mål, inden Bau udplacerede tjekken til en udligning.

Derefter tog Herning Blue Fox styringen i anden periode, inden hjemmeholdet viste tænder og kom til adskillige stærke chancer. Ingen af dem kastede dog en scoring af sig. 

Som malurt i bægeret forlod den russiske profil hos White Hawks, Aleksandr Bumagin, isen med sine holdkammeraters hjælp efter en hård tackling. Han må med høj sandsynlighed tilslutte sig kaptajn Jesper Jensen på lazarettet i Frederikshavn i længere tid. 

Aleksandr Bumagin blev trukket af isen med en slem skade i anden periode. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Aleksandr Bumagin blev trukket af isen med en slem skade i anden periode. Foto: Claus Søndberg

Mathias Bau dukkede igen op i tredje periode, hvor han på ny drev gæk med frederikshavnerne. Hans aflevering til Brett Perlini snød nemlig hjemmeholdet, inden canadieren bragte pokalmestrene foran.

Til sidst storsatsede cheftræner Pelle Hånberg og resten af frederikshavnerbænken, da de trak Tadeas Galansky ud og satte en ekstra markspiller ind. Det mislykkedes, da Herning Blue Fox i stedet gjorde det til 3-1, hvor Phil Marinaccio scorede på tomt mål og lukkede opgøret.

Frederikshavn White Hawks mod Herning Blue Fox

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.