Se billederne: Ross sendte Danmark på EM-kurs

Oliver Ross var på pletten for det danske U19-landshold, der på et velbesøgt Energi Nord Arena fik en fin start på EM-kvalifikationen med 3-1 over Georgien

Oliver Ross (9) jubler over sin scoring til 1-0 i U19-landskampen mod Georgien.  <i>Foto: Bente Poder</i>

Oliver Ross (9) jubler over sin scoring til 1-0 i U19-landskampen mod Georgien.  Foto: Bente Poder

FODBOLD:Hvis ikke Lars Friis var blevet fyret, så tydede alt på, at Oliver Ross ville være begyndt i front for AaB i lørdagens superligakamp mod AGF. Han har ellers primært været brugt som midtbanespiller, siden han gjorde sit indtog i Superligaen, men nu var tiden kommet til et comeback på den position, som han primært har spillet i alle sine ungdomsår. 

Det skete som bekendt ikke, men til gengæld fik Oliver Ross mulighed for at vise sine kvaliteter som spydspids, da han sammen med det danske U19-landshold tog hul på EM-kvalifikationen mod Georgien i en kamp, der var henlagt til Nord Energi Arena i Hjørring. 

Oliver Ross er en del af årgang 2004, som tidligere har stået meget i skyggen af 2003-årgangen, der af flere er blevet beskrevet som en historisk stærk årgang i dansk fodbold. Men over tid har de største danske talenter født i 2004 vist store fremskridt, og årgangen er i dag en yderst spændende flok talenter, hvor Oliver Ross onsdag satte en tyk streg under, at han hører til blandt de største danske talenter på sin årgang. 

Placeret som frontangriber var der en altoverskyggende opgave for Oliver Ross, der udførte sine pligter til punkt og prikke, da han flot headede Danmark på 1-0 efter 37 minutters spil. 

- Det var dejligt at score på landsholdet og så foran så mange mennesker. Der var virkelig flot opbakning. Jeg havde ikke regnet med, at der ville komme så mange, så det var mega fedt at score igen. Der er selvfølgelig nogle mekanismer, som jeg lige skal finde ind i som angriber. 

Det store spørgsmål, er hvor Oliver Ross egentlig ser sig selv spille. Er det på midtbanen eller som angriber?

- Jeg ville ønske jeg kunne svare dig. Jeg ved det ikke selv, men jeg spiller bare, hvor træneren vil have mig til at spille, og jeg kan li' at spille begge positioner, så det gør ikke nogen forskel for mig, siger Oliver Ross.

Her header Oliver Ross bolden i mål til 1-0. <i>Foto: Bente Poder</i>

Her header Oliver Ross bolden i mål til 1-0. Foto: Bente Poder

I det hele taget viste den 17-årige AaB-spiller sig godt frem. Altid spilbar og med stor sikkerhed i sine til tider meget pressede aktioner vidner om et højt niveau som angriber. Sammen med Randers' stortalent Filip Bundgaard gjorde Ross livet surt for de georgiske forsvarsspillere. Ross nød tydeligvis at optræde i nationaltrøjen. 

- Det er selvfølgelig dejligt at få et break fra AaB. Den seneste tid har været hård, fordi vi ikke har klaret os helt så godt som håbet. Det ved alle jo. Det er dejligt at samle noget ny energi med landsholdet, og så er det bare skønt at kunne score og bringe os på kurs mod EM, som er vores helt store mål, siger Oliver Ross.

Imponerende 3418 tilskuere havde fundet vej til stadion i Hjørring. De fik en flot gang dansk fodbold at se. Dygtige Filip Bundgaard gjorde det til 2-0 kort efter Oliver Ross' føringsmål, og scorede den tredje danske offensive profil Gustav Christensen til 3-0. FCM-talentet afsluttede et flot dansk angreb med et kort aftræk og mål til følge. Kort før tid fik Georgien efter flere tilnærmelser reduceret til 1-3, men det ændrede ikke indtrykket af en god dansk præstation, hvor især de offensive kræfter stod stærkt i billedet sammen med FC Københavns dygtige midtbanespiller William Clem.

Danmark møder lørdag Montenegro i Hobro, mens det tirsdag gælder den sidste kvalkamp mod England. De to bedst placerede hold går videre til Elite Round til foråret, som er den sidste kvalifikationsrunde til U19-EM.

Danmarks U19-landshold mødte onsdag Georgien i en EM-kvalifikationskamp i Hjørring.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden